36 bilister kørte for stærkt, da politiet gennemførte en række færdselsindsatser ved Allerøds skoler i sidste uge. Arkivfoto

36 bilister kørte for stærkt, da politiet gennemførte en række færdselsindsatser ved Allerøds skoler i sidste uge. Arkivfoto

Se tallene: Så mange kørte for stærkt ved Allerøds skoler

Af
Martin Warming

Nordsjællands Politi gennemførte i sidste uge en stor færdselsaktion ved nogle af Allerøds skoler.

Og konklusionen efter aktionen er, at alt for mange bilister stadig kører for stærkt ved skolerne.

I Allerød blev 36 bilister taget i at have speederen trykket lidt for langt ned mod gulvet. Ni af dem kørte så stærkt, at de nu også har fået et klip i deres kørekort, og tre bilister har fået et betinget frakendelse af deres kørekort, fortæller Nick Gall, der er vicepolitikommissær ved Nordsjællands Politi.

”Vi ved, at en tredjedel af alle færdselsuheld med dødelig udgang skyldes for høj fart. Så jeg vil virkelig appellere til, at man sætter hastigheden ned og passer på børnene og andre trafikanter omkring skolerne,” siger Nick Gall.

Højdespringeren i Allerød blev en bilist, der kørte 79 kilometer i timen på Banevang ved Poppelvej.

Se resultatet af færdselsindsatserne i Allerød nederst i artiklen...

I hele Nordsjællands Politikreds blev der udskrevet 356 fartbøder - og 27 bilister fik et klip i kørekortet.

"Jeg er noget overrasket over, at så mange kører for stærkt ved skolerne, hvor det især er bløde trafikanter, der færdes, og flere er nye eller uerfarne i trafikken," siger politikommissær Nick Gall, der er leder af Operativ færdselssektion i Nordsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

Men det er ikke kun bilisternes ansvar at passe på skolebørnene, mener Nick Gall.

”Forældrene skal selvfølgelig også være opmærksomme på, at deres børn har lys og de reflekser på, som de skal have. Det er vores fælles ansvar at passe på trafikanterne omkring skolerne – ikke kun bilisternes,” tilføjer han.

Resultat af færdselskontrollerne i Allerød:

Kratbjergskolen: To bilister kørte for stærkt

Sortemosevej: Ingen overtrædelser

Banevang ved Poppelvej: 10 bilister kørte for stærkt - syv bilister fik et klip i deres kørekort og tre fik en betinget frakendelse

Rådhusvej (fotovogn): 24 bilister kørte for stærkt - to bilister fik et klip i deres kørekort

Publiceret 17 January 2019 15:00