78-årig kvinde udsat for tricktyveri på Grønnehegn

Fik stjålet kreditkort og gennemrodet skuffer og hylder

tricktyveri En 78-årig kvinde blev tirsdag 5. februar udsat for tricktyveri i sin bolig på Grønnehegn i Lillerød. Skuffer og hylder blev gennemrodet, og der blev stjålet et kreditkort, oplyser Nordsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelse i sagen kl. 17.04.

Den 78-årige kvinde havde et øjeblik ladet sin hoveddør stå åben, da hun var kommet hjem. Her var en kvinde, kaldet 'A', dukket op i døren og havde fortalt, at hun skulle holde fest lidt længere nede ad vejen. Samtidig vinkede kvinden til en ukendt person, hvilket den 78-årige kvinde i første omgang ikke tænkte videre over, oplyser politiet.

'A' fortalte om festen og fulgte med ind i køkkenet, hvor hun lukkede døren ud til gangen. Husets beboer bad hende åbne døren igen, men 'A' forklarede, at hun frøs. Kort efter gik 'A' fra stedet.

Efterfølgende opdagede den 78-årige, at skuffer og hylder i boligen var gennemrodede, og at et kreditkort var blevet stjålet fra hendes frakkelomme.

Politiet har dette signalement af 'A':

Kvinde, østeuropæisk af udseende, ca. 35 år, 165-170 cm., spinkel af bygning og hvid i huden. Iført uldfrakke og grå stor strikhue. Talte dansk.

mik.

Publiceret 06 February 2019 11:35