Peter Pan landede på musikskolen

Elever fra 5. klasserne på Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt, opførte musical

Af
Af Katrine Schwab Rolver

“Det er langt sjovere at lave teater end at gå i skole. Og vi skal ikke sidde stille, vi får hele tiden lov til at lave noget.”

Sådan siger tre af de unge skuespillere, der var med i årets musical - 'Peter Pan' - på Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt.

Hovedrollen som Peter Pan blev spillet af Emil Holst Laursen og Emil Barslund, og Wendy blev spillet af Alberte Cirkeline Nejstgaard - de er alle 11 år gamle.

Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt, opsætter hvert år en musical i samarbejde med musikskolen, og i år var ingen undtagelse. Denne gang tog de publikum med på en rejse til ’Ønskeøen’ sammen med Peter Pan og Wendy. Foto: Michael Braunstein

Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt, opsætter hvert år en musical i samarbejde med musikskolen, og i år var ingen undtagelse. Denne gang tog de publikum med på en rejse til ’Ønskeøen’ sammen med Peter Pan og Wendy. Foto: Michael Braunstein

41 børn med i musicalen

5. årgang på Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt, opsætter hvert år en musical i samarbejde med musikskolen, og i år var ingen undtagelse. Denne gang tog de publikum med på en rejse til 'Ønskeøen' sammen med Peter Pan og Wendy.

41 børn var med i musicalen, hvor de store roller blev delt af flere elever. Eleverne spillede selv musikken og stod selv for kulisserne. Der blev opført fem forestillinger i alt.

Det var Rikke Meltz og Anja Østergård, begge lærere på skolen, som var tovholdere på musicalen, men næsten hele lærerstaben på skolen var inde over.

Forberedelserne begyndte allerede i efterårsferien, men det var først efter jul, at det for alvor startede. De seneste to uger frem til premieren 7. februar arbejdede elever og lærere fuldtid på musicalen, og det var ifølge Rikke Meltz til stor glæde for eleverne.

“De sidste dage op til premieren var vi hele tiden på musikskolen, og det fungerede næsten som en lejrskole for dem,” grinede hun, da Allerød Nyt kom forbi 8. februar.

“Det er langt sjovere at lave teater end at gå i skole,” siger tre af hovedrolleindehaverne i musicalen ’Peter Pan’. Foto: Michael Braunstein

“Det er langt sjovere at lave teater end at gå i skole,” siger tre af hovedrolleindehaverne i musicalen ’Peter Pan’. Foto: Michael Braunstein

Godt sammenhold

Alle sangene i musicalen var skrevet eller omskrevet af musikskolens lærere. En del af sangene fra den originale musical blev erstattet af mere kendte Disney-sange, såsom 'Havet Er skønt' fra 'Den Lille Havfrue'. Men også en gammel kending som 'Kickflipper' fra Børne MGP i 2002 havde fundet vej til eventyret om Peter Pan, idet sangen dog havde fået nyt liv i form af en mere Peter Pan-inspireret tekst.

Musicalen blev sat op på tværs af klasserne fra 5. årgang, hvilket er til stor gavn for elevernes fælleskab, mener lærer Anja Østergård:

“Der opstår et rigtig godt sammenhold mellem eleverne, på tværs af klasserne. De hjælper hinanden og lærer en masse om at samarbejde.”

Musikskoleleder Lars Peter Nielsen supplerer:

“Vi er glad for de projekter, musikskolen har i samarbejde med skolerne i kommunen, og ikke mindst for at skolerne bruger musikskolens faciliteter.”

Publiceret 09 February 2018 06:00

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV