Femdobling på fire år:

Alternative boliglån i vækst i Nordsjælland

Stramning af lånevilkår gør, at alternativ finansiering er i fremgang

Med mindre du har en mere end almindeligt velpolstret bankbog, en klækkelig sum fra afdøde familiemedlemmer i vente, eller du har vinderkuponen hængende hjemme på køleskabet, er økonomien et ufravigeligt punkt i boligjagten.

Der skal regnes på udbetaling og månedlige ydelser, måles lønninger og indkalkuleres fremtidsdrømme og “hvis det værste skulle ske”-scenarier. Og så skal banken naturligvis afgive den endelige blåstempling.

Men det er dog ikke altid, at bankerne kan se koblingen mellem økonomi og boligdrømme, og derfor blev der sidste år formidlet boliglån i Nordsjælland fra alternative långivere for et mere end fem gange så højt beløb, som der blev i 2014.

Det viser en gennemgang, som den alternative låneformidler UdenomBanken.dk har foretaget af alle tinglyste lån, udstukket af ejendomskredit- og pantebrevsselskaber i perioden fra 2014 til 2017.*

Samlet set blev der i 2017 formidlet boliglån i Nordsjælland for godt 94 millioner kroner fra de ejendomskreditselskaber og pantebrevsselskaber, der tilbyder boliglån, når banken har sagt nej. Mens der i 2014 blev udstukket lån for 16.983.000 kroner.

Fald fra 2016 til 2017

De alternative långivere gav sidste år flest penge til Nordsjællands boligkøbere i Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Gentofte.

20.121.000 kroner gik således til boligkøberne i Gribskov, mens godt 19,1 millioner gik til huskøb i Halsnæs. Det er omkring fem og knap seks millioner mere end året før. I Frederikssund blev der udlånt 16,8 millioner kroner til huskøb i 2017, hvilket er godt 1,2 millioner mere end i 2016.

Til Gentoftes huskøbere gik der sidste år 13,7 millioner kroner fra de alternative finansierings-selskaber. Det er betydeligt mindre end de 76.166.000 kroner, der blev udstukket til boligkøbene i den eksklusive Øresunds-kommune i 2016.

Også hos de to østkyst-naboer i Rudersdal og Helsingør er størrelsen på lånene, der går udenom de traditionelle banker og realkreditinstitutter, faldet med henholdsvis 8.767.000 kroner og 18.176.000 kroner fra 2016 til 2017.

Det alternative lånemarked består af ejendomskreditselskaber og pantebrevsselskaber, der giver lån til boligkøbere, der har fået et låne-nej fra deres egen bank. Renten ligger typisk på 6-9 procent og er således noget højere end renten hos et realkreditselskab.

* UdenomBanken har gennemgået samtlige tinglyste lån i perioden 2014-2017, som er udstedt af henholdsvis ejendomskreditselskaber og pantebrevsselskaber, der er reguleret af Finanstilsynet.

Publiceret 09 March 2018 14:00

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV