Sund motion og selvudvikling for skolebørn

Anderledes skoleskema i denne uge for masser af Allerød-elever

I denne uge lærer 1.800 skolebørn fra Allerød sund motion, selvudvikling og (ud-)dannelse i Lyngehallerne af 300 unge coaches i skikkelse af gymnasieelever og udskolingselever.

Det sker med 'Åben Skole'-initiativet LEDER.forendag, fremgår det af en pressemeddelelse.

'Engagerede gymnasieelever og skoleelever helt ned til 6. klassetrin kaster sig frem til 16. marts over ledelsesdisciplinen coaching, når kommunens yngste skoleelever guides igennem 800 kidsvolley kampe i et af Danmarks største skolestævner i Lyngehallerne,' hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

Læs også: Allerødelever prøvede kræfter med FN-livet

'De unge forbereder sig gennem kompetencemoduler i coaching og konflikthåndtering og seminarer i ledelse. Både i skoletiden og i fritiden. De skarpe erfaringer skal gøre dem til bedre kammerater i skolen, bedre kollegaer og ledere i erhvervslivet og potentielle trænere i foreningslivet. Det er resultatet af initiativet, som nu for alvor er kommet til Allerød.'

Initiativet LEDERforendag.dk giver skoleelever, gymnasieelever og studerende mulighed for at tilegne sig teoretiske værktøjer og praktisk erfaring inden for bl.a. ledelse, samarbejde, kommunikation og coaching. Forløbet hjælper de unge videre ud i foreningslivet som ledere og trænere ved forløbets afslutning.

 

"En stor oplevelse på det sportslige og sociale område"

Mads Ingvarsen og Christian Jeanty fra Lillevangskolen har hentet projektet til Allerød og siger:

"Vi har valgt konceptet, fordi vi vidste, at det ville give eleverne en stor oplevelse på det sportslige og på det sociale område. Specielt ønskede vi at arbejde med bestemte årgange, som en del af stævnet bliver udfordret på deres sociale/ledermæssige kompetencer. De får en kort uddannelse som ledere, og de skal efterfølgende lede et hold af yngre elever. De vokser enormt med opgaven, og selvom de fortsat er unge, så er det vigtigt vi tør give dem et ansvar. Vi får også muligheden for at bruge stævnet til at bringe eleverne og medarbejderne sammen på tværs af vores to afdelinger."

Mogens W. Brolin, der er initiativtager til LEDER.forendag-forløbene for de unge i Allerød og for stævnet i Lyngehallerne, siger:

"Vi elsker, når unge tager ansvar for egen og andres læring. Samtidig introduceres i tusindvis af børn til glæden ved at dyrke regelmæssig motion, f.eks. i en idrætsklub. Det er sjovt og giver et socialt samvær, der giver faktisk livsglæde gennem hele livet. Vi vil også gerne facilitere, at flere introduceres til rollen, som frivillig i en idrætsklub."

Læs mere: www.alleroed.funcup.dk

Publiceret 14 March 2018 12:52

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV