“Vi havde en god tur, og der var jo klubfest, hvor Fie Laursen deltog,” lyder det fra Natteravnene efter tur nummer to fredag 16. marts. På billedet, der er fra netop dén dag, ses Jeanette Mejer, Lars Lolk Hauge og Bettina Hauge. Privatfoto

“Vi havde en god tur, og der var jo klubfest, hvor Fie Laursen deltog,” lyder det fra Natteravnene efter tur nummer to fredag 16. marts. På billedet, der er fra netop dén dag, ses Jeanette Mejer, Lars Lolk Hauge og Bettina Hauge. Privatfoto

Natteravnenes ilddåb i Allerød

Det første hold af Natteravne mødte kram og venlige tilråb, da de fredag 9. marts gik otte-ti km i nattemørket

Af
Af Anne Lønstrup

Stille og rolig og fuld af venlige mennesker. Sådan var den første fredag nat, hvor de nyetablerede Natteravnene i Allerød gik på gaden mellem cirka kl. 21.20 til lidt over 02.00.

Ruten nåede ifølge initiativtager Bettina Hauge op på otte-ti kilometer. Starten gik fra biblioteket, hvor Natteravnene har fået lov at have jakker og andet udstyr hængende permanent, og derfra omkring Blovstrød, Ørne-, og Uglevang og flere gange i pendulfart mellem bymidten og Allerød Gymnasium, hvor der var fest for 600 unge.

“Vi kom forbi 'Pillen' et par gange og fik en god snak med dørmanden. Vi snakkede også med de unge, og SSP gav os nogle tips på ruten. Så for sådan én som mig, der ikke normalt kommer ud i nattelivet i Allerød, der bliver man som Natteravn opdateret om, hvad der foregår derude,” fortæller Bettina Hauge.

Læs også: Natteravnene klar til at flyve i Allerød

På premiereturen 9. marts var hun sammen med Recep Ünver og Ricco Winther. De følte sig rigtig godt taget imod, og manglede kun at komme forbi Lynge.

“Det nåede vi ikke, men det skal vi have lagt ind fast hver fredag,” siger Bettina Hauge, der fik den oplevelse, at de unge var glade for at se Natteravnene i bybilledet.

“Vi har jo forskellige ting med os i tasken sådan en aften: Et varmetæppe af alufolie, sprit til at rense sår, plastre, rent vand i en flaske, bolsjer og en lygte, så vi kan få øje på nogen, der f.eks. er faldet i søvn et sted udenfor, hvor de ikke skulle sove. Vi går vores tur med en ekstra opmærksomhed på, om der er sket et eller andet, og vi er også parate til at følge en beruset ung hjem, hvor nogen skulle have behov for det,” siger hun.

“Jeg var spændt på at se, hvad det er for en rolle, man som Natteravn spiller. SSP skal holde øje på en helt anden måde. De har – med al ære og respekt for det – en slags forældrerolle. Vi har en helt anden funktion. Eksempelvis var der en ung fyr, der spurgte: “Har I ikke et kondom?””

Planen er at få Natteravnene i Allerød ind i en fast gænge, hvor tre mænd/kvinder går ud i natten hver fredag. Bettina Hauge opfordrer alle, der kunne være interesseret, til at tage kontakt via Facebook.

Publiceret 19 March 2018 09:25