Ny tennishal i Allerød ventes at åbne 21. december

Nedtællingen er begyndt for kommunens tre tennisklubber. Allerød Tennisklub har standerhejsning 21. april

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Den nye tennishal i Allerød Kommune forventes at åbne 21. december 2018 - og nedtællingen til en helt ny tennis-virkelighed er startet for Allerød Tennisklub og tennisklubberne i Lynge og Blovstrød, der tilsammen har over 600 medlemmer. Det er en virkelighed, der blandt andet betyder, at der kan laves arrangementer hele året igennem.

I Allerød Tennisklub er banerne i Allerød Tennis- & Skulpturpark på Rørmosevej i Lillerød ved at blive gjort klar. Udendørstræningen for børn og unge går i gang 23. april, og den officielle åbning af sommersæsonen markeres med standerhejsning 21. april kl. 11.00.

Der er standerhejsning i klubberne i Blovstrød og Lynge 29. april.

Læs også: Allerød hyldede unge sportstalenter ved prisfest

Formand for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, siger om sæsonen:

“I Allerød Tennisklub har vi igen i år sammensat et meget spændende program, og alle kan være med: Fra eliten, de rutinerede, turneringsspillere, motionister og begyndere til de mindste børn i tennisskolen. I Allerød Tennisklub handler det først og fremmest om motion og det gode samvær med andre børn, unge og voksne.”

Tilbuddene fra klubben bærer præg af både det sportslige og sociale, understreger Morten Fritz Rasmussen. Han oplyser, at aktiviteterne i sommerhalvåret både er baseret på den ugentlige træning for børn, unge og voksne på alle niveauer samt tennis for 'onsdagsdamerne', torsdags 'Drop-In' for motionister og 'FridayNight' for børn, unge og forældre.

Lørdag 5. maj fejres 'Tennissportens dag' over hele landet og dermed også i Allerød Tennisklub - her holder klubben 'Weekend TennisCamp' for alle klubbens medlemmer og alle nye interesserede spillere. Ligeledes holdes den årligt tilbagevendende og meget populære 'SommerCamp' 2.-6. juli, hvor børn fra hele kommunen spiller, leger og hygger sig sammen.

Få mere at vide: www.alleroed-tennisklub.dk eller: info@alleroed-tennisklub.dk

Allerød Tennisklubs aktiviteter

April

21.: Standerhejsning
23.: Udendørtræning starter for juniorer
25.: OnsdagsDamer starter (motionister)
26.: Torsdags DropIn starter (motionister)

Maj

5.: Tennissportens dag
5.: Udendørstræning starter for motionister

Juni

3.: Kommunal turnering
23.: Sankt Hans

Juli

2.-6.: Sommercamp (uge 27)
23.-27.: Tenniscamp.dk (Uge 30)

August

10.-12.: DM i kørestolstennis
Aktiv fritid

September

1.: Klassekampen
Klubmesterskaber

December

21.: Forventet åbning af tennishallen

Publiceret 13 April 2018 10:30

SENESTE TV