Politiet har fokus på fartsyndere

Landsdækkende kampagne mod for høj fart

I denne uge, uge 16, har politiet i hele Europa og også i Nordsjælland fokus på for høj fart. Øget fartkontrol og en samtidig kampagne fra Rådet for Sikker Trafik betyder øget fokus på at bringe antallet af dødsulykker ned, og flere betjente vil være på plads med fartmålere og motorcykler for at holde øje med fartsynderne.

I hele Danmark uddelte politiet 62.727 klip i kørekortet til trafikanter, der kørte 30 procent hurtigere end tilladt, og det er “bekymrende”, skriver politiet og Rådet for Sikker Trafik i en fælles pressemeddelelse.

“Vi ved, at politiets fartkontrol får flere til at respektere fartgrænserne. Det er vigtigt, da der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne i trafikken. I bund og grund handler det om, at flere kommer sikkert hjem, hvis flere letter foden lidt fra speederen,” siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

Læs også: Allerød med i kampagne om at sætte farten ned

Og det er også små fartoverskridelser, der er vigtigt at have fokus på.

“De små fartoverskridelser har også en stor betydning. Hvis man øger farten fra fx 80 til 95 km/t., så forlænger man sin bremselængde med cirka 20 meter. Det kan være netop de meter, der er afgørende i en kritisk situation, hvor man har brug for at katastrofebremse. Så selv en lille fartoverskridelse har stor betydning,” siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

I Nordsjællands politikreds uddelte politiet sidste år ifølge Rigispolitiets Nationale Færdselscenter 5.724 klip i kørekortene.

Samtidig med politiets øgede fartkontrol foregår den landsdækkende kampagne “Sænk farten - før det er for sent”. Det er Rådet for Sikker Trafik og 90 kommuner står bag. Langs vejene er der sat 5.000 skilte op, som opfordrer bilisterne til at holde øje med deres fart.

I Region Hovedstaden er det kommunerne Albertslund, Allerød, Ballerup, Bornholm, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk der deltager.

jbt

Publiceret 16 April 2018 15:15

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV