Danske sommerhuse har vokseværk. Det gælder både størrelsen, men også de summer vi er villige til at bruge, når vi bygger nye sommerhuse. Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix

Danske sommerhuse har vokseværk. Det gælder både størrelsen, men også de summer vi er villige til at bruge, når vi bygger nye sommerhuse. Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Danskerne vil have store og dyre sommerhuse

Sommerhuset er blevet mere end et tilflugtssted, når der skal afstresses. Derfor er de blevet langt større end tidligere

Af
Kasper Jørgensen

Bolius Boligejernes Videncenter

sommerlandet Der er en klar tendens blandt danskerne: Sommerhuse skal ikke være små. Det viser statistikkerne tydeligt, og det er en udvikling, der kun er gået én vej. Således var gennemsnitsstørrelsen på alle danske sommerhuse i 1986 blot 61 kvadratmeter. I 2018 er tallet vokset med knap 30 procent til 74,5 kvadratmeter blandt de ca. 225.000 sommerhuse i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt, fordi vi i stigende grad vælger at bygge sommerhuse over 100 kvadratmeter. Siden 1986 er der kommet tre gange så mange sommerhuse i kategorien 100-199 kvadratmeter, således at der i dag er flere end 40.000 sommerhuse, som størrelsesmæssigt kan sammenlignes med danskernes daglige hjem. Og netop sammenligningen med hverdagshjemmet er med til at drive størrelsen op, forklarer Bolius’ fagekspert Tine Nielsen.

"Mange har en forestilling og en drøm om, at sommerhuset skal give det perfekte samvær og øget livskvalitet. Vi bruger det som vores andet hjem, og det gør, at vores krav til sommerhusene hele tiden vokser, hvorfor de naturligt bliver større," siger Tine Nielsen.

Det ses på nybyggede sommerhuse. De fritidshuse, der blev bygget i 2000, var i gennemsnit knap 80 m2, mens de i 2018 er 93,6 m2, viser Danmarks Statistiks seneste opgørelse. I årene inden finanskrisen var gennemsnitsstørrelsen på nybyggede sommerhuse helt oppe på 100 m2.

Tre typer

EBK Huse, der hvert år bygger omkring 200 fritids- og sommerhuse i Danmark og resten af Norden, mærker tydeligt udviklingen. Firmaet oplever, at størrelsen, og især investeringssummen, er stigende, forklarer marketingdirektør Dorte Ke-inicke.

"Vi har typisk tre forskellige sommerhusbyggere. En tredjedel af vores kunder bygger mindre huse med standardmaterialer på omkring 60 til 85 kvadratmeter, som koster omkring en til halvanden million kroner. De andre to tredjedele for-deler sig i to grupper, der enten vælger arkitekttegnede sommerhuse eller det, jeg vil betegne som klassisk udseende sommerhuse, der oftest ligger i et pris-spænd på halvanden til tre millioner kroner," forklarer hun og fortsætter:

"Mange af vores kunder vil bruge deres hus i længere perioder ad gangen, eller overvejer direkte at bruge det til helårsbeboelse. Derfor investerer de også mange penge i sommerhuset, så de opnår den samme komfort som derhjemme. Det er især i køkken og badeværelse, vi oplever, der bliver brugt flere penge på."

Sommerhusområderne i Danmark har ændret karakter over tid. Da interessen for sommerhuse for alvor ramte danskerne i 1930’erne, var husene oftest små, måske mere at betegne som hytter, der ikke mindede meget om den bolig, man opholdt sig i til hverdag. Men det har ændret sig, og årsagen skal findes i prisen for et sommerhus, forklarer fagekspert Tine Nielsen.

"Tidligere repræsenterede sommerhuset ikke en stor økonomisk værdi, men det gør det i dag. Derfor tænker vi også i større grad på salgsværdien. Så når vi planlægger at bygge et nyt hus, er vi tilbøjelige til at bygge det lidt større, siger Tine Nielsen.

"Samtidig spiller den økonomiske byrde også ind på, hvad vi forventer af et sommerhus. Vi er travle, og vores tid er dyrebar. Derfor vil vi ikke gå på kompromis, når vi bruger millioner på at bygge et sommerhus. Her skal faciliteterne ikke være dårligere end i vores helårshus," forklarer hun.

Danske sommerhuse har vokseværk. Det gælder både størrelsen, men også de summer vi er villige til at bruge, når vi bygger nye sommerhuse. Foto: No-vasol.dk

Publiceret 21 October 2018 09:00

SENESTE TV