Det er kirkerne i Allerød og Hillerød, der er gået sammen om at arrangere drop in-dåb den 5. april. Modelfoto:

Det er kirkerne i Allerød og Hillerød, der er gået sammen om at arrangere drop in-dåb den 5. april. Modelfoto: bettysphotos - stock.adobe.com

Kirker inviterer til drop in-dåb: "Tærsklen til kirkedøren er blevet for høj"

Kirkerne i Allerød og Hillerød er gået sammen og afholder drop in-dåb

Af
Martin Warming

Kirkerne i Allerød og Hillerød er gået sammen om at arrangere drop in-dåb i Præstevang Kirke i Hillerød fredag den 5. april mellem klokken 15 og 18.

"Det er en invitation til alle dem, der måske længe har gået og tænkt på at blive døbt, men ikke har fået det gjort. Og som måske er mere til en stilfærdig dåb på en hverdag end til at komme en søndag i forbindelse med en gudstjeneste," lyder det i en pressemeddelelse fra kirkerne i Allerød og Hillerød.

Ideen kommer fra Vesterbro i København, hvor man i 2017 holdt den første drop in-dåb i Kristkirken. Siden har både Århus og flere kirker i de større byer landet over med overraskende stor succes afprøvet konceptet.

"Det, vi oplever i disse år, er ikke, at folk tager afstand til kristendommen, men at mange har mistet forbindelsen til kirkens gudstjeneste og traditionelle former. Når så mange har ønsket at blive døbt ved en drop in-dåb, kan det tolkes som et ønske om at høre til i folkekirken, samtidig med at tærsklen til kirkedøren er blevet for høj til, at man føler sig fortrolig med at møde op en søndag," står der i pressemeddelelsen.

Har tænkt over det

Erfaringerne viser, at de mennesker, der kommer for at blive døbt ved en drop in-dåb, har tænkt seriøst over det, og at dåben på sådan en hverdag bliver nøjagtigt ligeså højtidelig og smuk.

Hvis man har lyst til at blive døbt ved en drop in-dåb, skal man bare komme bare forbi - man behøver altså ikke at tilmelde sig. Forud for dåben går en kort samtale med en præst om dåb og dåbens betydning og de overvejelser, man har gjort sig. Derefter går man til døbefonten og holder dåben. I et andet rum tilbydes vin og kransekage for at fejre dåben, og alle døbte får en bibel i dåbsgave.

Der er seks præster fra provstiet, der deltager i drop in-dåben i Præstevang Kirke den 5. april.

Praktiske oplysninger:

Man skal medbringe billed-ID og have et cpr nr. (kun personer med dansk cpr nr. kan døbes)

Er det børn, der gerne vil døbes, skal vi have en underskrift fra begge forældre med forældremyndighed.

Navn og adresse på vidner. Kommer man alene, er der nok på stedet til at træde til som vidner.

Tro og love erklæring på, at man ikke tidligere er døbt, underskrives.

Der laves ikke navneændringer i forbindelse med dåben. Her henvises til den normale procedure med ansøgning på borger.dk.

Publiceret 17 March 2019 11:30