Bjørn Eriksen.
Bjørn Eriksen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

40 års jubilæum hos Niras

Projektleder Bjørn Eriksen kan 11. januar fejre 40 års jubilæum i Niras.

Jubilaren er uddannet bygningskonstruktør fra Byggeteknisk Højskole i København i 1978 og blev ansat i Niras' anlægsafdeling umiddelbart efter endt uddannelse.

De første år i Niras gik med projektering og tilsyn af boligejendomme og industribygninger i Grønland. Efterhånden blev opgaverne større og større samt mere og mere alsidige, og Bjørn Eriksen blev involveret i store danske infrastrukturprojekter som transmissionsledninger for naturgas og behandlingsanlægget ved Nybro, som efter datidens målestok både var store og nyskabende.

Bjørn Eriksens erfaring er omfattende inden for byggeledelse og tilsyn med bygge- og anlægsprojekter i bred forstand. Efterhånden som Niras' anlægsafdeling voksede, involverede Bjørn Eriksen sig mere og mere i projektering og kontraktstyring af større vej-, bro- og tunnelprojekter. Bjørn Eriksen har således ført tilsyn med produktion af betonelementerne til Østtunnelen under Storebælt og været byggeleder for anlæg af broer ved Kalvebod i forbindelse med Øresundsforbindelsens Landanlæg.

Med sin teoretiske viden og erfaring er det koblingen mellem fagtilsynsledelse og byggeledelse, som har drevet Bjørn Eriksen og dermed opfyldt hans drømme og ambitioner om at blive mere og mere involveret i store tværfaglige projekter – og gerne med udfordringer og kompleksitet. Han har således de seneste mange år arbejdet som ekstern konsulent for Vejdirektoratet i forbindelse med kontrahering og udførelse af 1. etape af Frederikssund Motorvejen samt af udvidelse af Køge Bugt Motorvejen.

Som projektleder/byggeleder udviser Bjørn Eriksen altid overblik og engagement, og derfor står der stor respekt om Bjørn Eriksens dømmekraft og professionelle virke. Derudover har han med sin grundighed og faglige forståelse altid været en stor inspirationskilde for mange kollegaer og har været med til at skabe det Niras, man kender i dag inden for infrastruktur.

Publiceret: 10. Januar 2018 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt