Allerød Tamburkorps anno 2012 Svaneke, Bornholm. Foto: Allerød Tamburkorps
Allerød Tamburkorps anno 2012 Svaneke, Bornholm. Foto: Allerød Tamburkorps
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

45 år - og måske den sidste koncert

Allerød Tamburkorps inviterer til gratis arrangement på Lillevang Skole

Fakta

Allerød Tamburkorps blev stiftet i februar 1973 med medlemmer fra alle spejderkorpsene i Allerød.

Orkestret har gennem årene været det eneste i landet, der samlede alle farver spejdere i ét orkester.

Man har næsten helt fra starten kunnet kende orkestret på det orange uniformstilbehør eller på nissetøjet, når man i december tændte juletræet på Øen og fyldte gaderne med julemusik.

Dalende medlemstal gør, at Allerød Tamburkorps' kommende koncert 20. januar på Lillevang Skole, afdeling Lillerød, måske også bliver tamburkorpsets afskedskoncert. Tamburkorpset fylder 45 år i februar måned.

“Vi har haft dalende medlemstal i flere år nu på trods af mange initiativer for at vende skuden. Og når flokken bliver mindre, så bliver det sværere at få løftet de opgaver, der jo skal løses i enhver forening,” siger formand Henrik Frederiksen. Han fortsætter:

“Både til dagligt og når posterne i bestyrelsen skal besættes, er det svært at få det til at hænge sammen. Siden februar 2017 har vi også måttet undvære at have en orkesterleder, fordi vi ikke kunne finde en ny kandidat. Det præger selvfølgelig hverdagen, også selvom vi prøver at løfte i flok. Vi kan ikke holde den gående i længden på den måde.”

Læs også: Hædret for mangeårig indsats i tamburkorps

Elena Nellemann, som er medlemmernes repræsentant i bestyrelsen, siger:

“Det er rigtig ærgerligt, hvis det måske snart er slut. Og selvom nogle af os nok finder et andet sted at spille, så er det jo ikke det samme – det kan jo aldrig blive Allerød Tamburkorps. Mange af os har været med i rigtig mange år, og det bliver virkelig mærkeligt, hvis tirsdag ikke mere er tamburdag.”

Musisk leder Pernille Makholm glæder sig over 45 års fødselsdagen i februar og koncerten 20. januar kl. 14.30, hvor Allerød Tamburkorps med venner giver koncert i boldhallen på Lillevang Skole - med gratis adgang.

“Vores 45 års fødselsdagskoncert bliver måske også en afskedskoncert. Orkestret og musikken er en stor del af vores liv, og alle de, som har trådt deres orkestersko her, har gennem årene fået læssevis af venner, musik, færdigheder og oplevelser i rygsækken, som vi vil bære med os altid. Så vi besluttede simpelthen at samle så mange gamle og nye venner som muligt og gøre det, som vi alle dage har gjort: Spille musik og have det sjovt sammen,” siger Pernille Makholm og fortsætter:

“Vi har samlet et 50 mand stort orkester til lejligheden, bestående af både nuværende og tidligere medlemmer af Allerød Tamburkorps samt en flok af vores musikspejdervenner i alle aldre fra hele resten af landet.”

“Vi har gravet dybt i nodearkivet og fundet en stor stak noder frem, som repræsenterer alle de fem årtier, vi har eksisteret. Så det er en god gang blandede festlige bolsjer, vi gerne vil dele med publikum. Vi lover, at vi giver den alt, hvad vi har – og så håber vi, at der kommer en masse og lytter og hjælper os med at sige et festligt tillykke med fødselsdagen og måske-farvel til byens eget orkester,” siger Pernille Makholm.

Publiceret: 12. Januar 2018 15:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

Bøger
Forsiden netop nu
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt