Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Allerød-kunstnere udstiller i Frederikssund

Hilma Nielsen, Liselotte Stummann og Winni Gredsted fra Allerød udstiller i Langes Magasin i Frederikssund

Ved Hiwikali's kunstudstilling i Langes Magasin i Frederikssund udstiller tre kunstnere fra Allerød. Det drejer sig om Hilma Nielsen, Liselotte Stummann og Winni Gredsted, der sammen med en kollega fra Fredensborg udstiller.

“Jeg modellerer skulpturer efter levende modeller. Det bliver til en broget flok indenfor gymnaster, fitness damer og mænd, body builders, nymfer og meget andet. Jeg arbejder i stentøjsler, som jeg brænder i traditionel elektrisk ovn, men også i Raku ovn. Udover “Mit Lerfolk” - små figurer med stor sjæl - laver jeg spændende brystpartier til ophængning, vaser, skåle, fyrfadsstager og andre finurligheder,” fortæller keramiker Hilma Nielsen og fortsætter:

“Jeg har eget værksted i Allerød med raku- og elovn, men dyrker fortsat det sociale i den kreative verden, som giver mig energi og inspiration til fornyelse, bl.a. ophold på Holbæk Kunsthøjskole, Keramikskolen i København samt workshops i udlandet.”

“Jeg arbejder med sterlingsølv, hvor jeg anvender smedeteknik, slaglodning samt prægning af sølvet ved hjælp af forskellige teknikker. Materialevalget er primært sølv, men også guld og titanium anvendes til smykke fremstilling. Derudover indgår et bredt sortiment af sten og perler i mange forskellige farver og nuancer. For eksempel zirkon, peridot, akvamarin, karneol, turmalin og ferskvandsperler. Oxideret titanium anvendes især til øresmykker, da den blå farve giver en god kontrast til sølvet,” siger Liselotte Stummann, smykkekunstner, og fortsætter:

“Smykkerne, som jeg udvikler er alle håndlavet og derfor er der ikke to smykke, der er fuldstændig ens. For mig er det vigtigt at føle, at smykket er taget på. Derfor arbejder jeg med det rustikke udtryk og lader smykkerne få en vis tyngde. Foruden sølvsmykker fremstiller jeg perlekæder, hvor form, farver og materialer skaber en fælles harmoni. Udover flere udstillinger på Kirkehavegård i Allerød, har jeg udstillet på Herlev bibliotek, Skov- og Naturstyrelsen og Langes Magasin i Frederikssund.”

“Mine malerier har ingen titler og skal ikke forklares. Jeg inspireres af naturen, former, farver, strukturer, lys og stemninger. Når jeg udtrykker mig på lærredet eksperimenterer jeg - leger med lyset, samspillet mellem farver, former og strukturer og fantasien får frit spil med udgangspunkt i indtryk hentet fra hukommelsen,” siger billedkunstner Winni Gredsted og fortsætter:

“Maleriet bliver til i selve maleprocessen. Jeg maler lag på lag, bruger forskellige materialer – anvender bl.a. pulverpigmenter. Farverne blander sig, der opstår nye farver og former – mulighederne gribes og formes indtil maleriet har det ønskede udtryk. Min baggrund er autodidakt suppleret med diverse kurser med udøvende kunstnere som undervisere. Jeg har udstillet i flere virksomheder, kunstforeninger og derudover sammen med de kunstgrupper, som jeg er medlem af.”

Udstillingen foregår i Langes Magasin, Østergade 3C i Frederikssund. Der er fernisering fredag 28. juli klokken 14.00, og der er åbent alle dage frem til søndag 6. august. Dog undtagen mandag og tirsdag. Der er gratis adgang.

Publiceret: 09. Juli 2017 10:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!