Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Allerøds 2016 i otte billeder

2016 blev et begivenhedsrigt år i Allerød. Et mylder af store og små nyheder fyldte Allerød Nyt og Allerød Nyts netavis og Facebook-side.

Her er otte glimt fra det snart forgangne år.

14. februar udgiver Allerød Nyt 'Allerød i Glimt 2016', hvor der er mange flere glimt fra året.

Det store lokomotiv fyldte 100 år

16. marts 2016 fyldte Lillerød Brugsforening 100 år - og kunne jubilere som uundværlig dynamo i og for lokalsamfundet. Jubilæet blev fejret med et jubilæumsskrift, en lang række aktiviteter, masser af tilbud, egen snaps, vin og øl samt uddeling af 100.000 kr. lokalt efter ansøgninger.

Butikken er pyntet godt op til fødselsdagen. Foto: Mads Hussing
Butikken er pyntet godt op til fødselsdagen. Foto: Mads Hussing

Livgarden marcherede ved to indvielser

Der var fest og musik i bymidten i Lillerød, da der i maj først var indvielse af den nye placering for skulpturen Fyrtøjet, der er rykket fra posthusgrunden til biblioteket - og derefter var indvielse ved Allerød Station, som gennem længere tid har gennemgået en renovering. Livgardens Musikkorps spillede i forbindelse med begge begivenheder, ligesom borgmester Jørgen Johansen talte begge steder.

Foto: Mads Hussing
Foto: Mads Hussing

"Hvis man bygger klogt, kan man godt bygge stort småt"

"Hvis man bygger klogt, kan man godt bygge stort småt. Det er det her hus et bevis på." Sådan sagde lederen af Ravnsholt Børnehus, Annette Scheerer, i sin tale, da børnehuset 16. juni blev indviet - med en stor fest for børn og voksne. Borgmester Jørgen Johansen påpegede, at den nye institution til 180 børn sætter nye standarder på mange måder. Ravnsholt Børnehus består af fire institutioner, der tidligere var selvstændige, nemlig Grøftekanten (både børnehave og vuggestue), Søageren og Skovsneppen. Den nye institution er inddelt i 12 mindre enheder.

Der bliver engageret råbt hurra for den nye institution. Foto: Michael Braunstein
Der bliver engageret råbt hurra for den nye institution. Foto: Michael Braunstein

Anna Møller få sekunder fra OL-finalen

Blovstrød-løvinden Anna Møller kronede et nyt fantastisk år med udtagelse til OL i Rio på 3000 meter forhindringsløb - og i Rio var hun bare et par sekunder fra at komme i finalen. Med tiden 09.32.68 slog hun sin egen danske rekord med over otte sekunder. Anna Møller er den yngste danske deltager ved OL siden 1912, idet hun lige nåede at blive 19 år, inden OL begyndte. Blovstrødløven Christoffer Vienberg deltog i Paralympics i Rio og fik en fornem debut: Han løb 1500 meter på 4.26.27, og det rakte til en 5. plads.

Anna Møller hyldes efter hjemkomsten fra OL hos Blovstrød Løverne. Foto: Mads Hussing
Anna Møller hyldes efter hjemkomsten fra OL hos Blovstrød Løverne. Foto: Mads Hussing

Festlig første skoledag på Allerød Privatskole

8. august var der første skoledag på Allerød Privatskole på Ny Allerødgård for 207 elever i 0.-8. klasse. Skolens initiativgruppe klippede det røde bånd til indgangen, og efter fælles morgensang og første time i klasserne mødtes elever, lærere og forældre foran skolen, hvor der blev plantet et træ af skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj sammen med eleverne, og hvor der blev sluppet et stort antal grønne balloner løs.

Foto: Michael Braunstein
Foto: Michael Braunstein

Allerød på X og Tværs får stor succes

Kulturugen Allerød på X og Tværs blev også i 2016 en stor succes. Det store overflødighedshorn af et tiltag startede 20. august med Aktiv Fritid i bymidten i Lillerød og sluttede fra 26.-28. august med Lynge Byfest og Stafet for Livet 27. og 28. august. Der var sort af mennesker i bymidten i Lillerød til Aktiv Fritid. Ved Lynge Byfest var vejret fantastisk. Og mere end 500 deltog på Skovvang Stadion i Stafet For Livet til fordel for Kræftens Bekæmpelse - her optrådte blandt andre Anna David. Deltagerne gik i alt 19.502 runder på stadion.

Sussi & Leo er hovednavn ved 2016-udgaven af Lynge Byfest: Mads Hussing
Sussi & Leo er hovednavn ved 2016-udgaven af Lynge Byfest: Mads Hussing

75-årig fejres med fest og aktivitet

Allerød Handelsforening fyldte 75 år, og det blev fejret med masser af gode tilbud, aktiviteter og underholdning 30. september og 1. oktober i bymidten i Lillerød. Bymidten summede af liv i og omkring butikkerne, der fredag holdt åbent til kl. 22.00. Der blev blandt meget andet budt på 'Ballonkongen', tryllekunstneren Sune, 'The3Tops' og Elvis-imitator Mike Colin Andersen. Lørdag kunne man opleve Steeljammers og Stutsborg Rideskole. Lene & Co arrangerede tre forrygende modeshows.

Foto: Michael Braunstein
Foto: Michael Braunstein

Skolerne kom godt i gang

De to nye distriktsskoler - Lillevang Skole og Kratbjergskolen (sammenlægninger af henholdsvis Lillerød Skole/Skovvangskolen og Ravnsholtskolen/Engholmskolen) - kom godt i gang. Det slog Allerød Kommune fast i en pressemeddelelse. Navnet Lillevang Skole oplyses i maj af formanden for skolebestyrelsen, Lau Gottschalk Nygaard, mens navnet Kratbjergskolen offentliggøres ved et stort arrangement i Ravnsholthallen i august.

Sådan så det ud, da navnet Kratbjergskolen bliver offentliggjort. Foto: Mads Hussing
Sådan så det ud, da navnet Kratbjergskolen bliver offentliggjort. Foto: Mads Hussing
Publiceret: 30. December 2016 08:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

Annonce
ANNONCER
Se flere