Præsidenten for Allerød Rotary Klub overrækker arkivleder Birthe Skovholm 20.000 kroner til udgivelsen af bogen med Jan Stephans billeder. Foto: Mads Hussing
Præsidenten for Allerød Rotary Klub overrækker arkivleder Birthe Skovholm 20.000 kroner til udgivelsen af bogen med Jan Stephans billeder. Foto: Mads Hussing

En billedkavalkade om det unge Allerød

Fire flyttekasser med billeder taget af pressefotograf Jan Stephan for Allerød Posten frem til 1987 bliver i løbet af året til en ny bog fra Lokalhistorisk Arkiv, der sætter fokus på en epoke i det moderne Allerøds historie

 Udskriv   Del
Af Peter Klar
Med en gave på 20.000 kroner fra Allerød Rotary Klub har Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød fået en kærkommen økonomisk håndsrækning til udgivelsen af en bog med nogle af de mange billeder, som pressefotograf Jan Stephan i 2006 forærede lokalarkivet.

Pengene blev tirsdag overrakt af præsidenten for Allerød Rotary Klub, Finn Hansen.

"Vi håber at få udgivet bogen i løbet af 2009. Vi er ved at skrive tekster til de mange billeder, men det er jo et tidskrævende projekt, der udføres af medlemmer af bestyrelsen og andre frivillige, der arbejder med bogen i fritiden," siger arkivleder Birthe Skovholm.

Det var oplagt at lave en billedbog

I alt har Lokalhistorisk Arkiv modtaget mere end 4.000 billeder, der fyldte fire flyttekasser, fra pressefotograf Jan Stephans arkiv. Billederne blev taget for Allerød Posten i de sidste 10 år af lokalavisens eksistens frem til lukningen i 1987.

Siden har et redaktionsudvalg udvalgt en række billeder, der viser dagligdagen i Allerød Kommune med alt fra sportsbegivenheder, gågadearrangementer, indvielser, jubilæer, nedrivninger, nybyggerier og mange andre motiver.

"Det er den største donation af lokalhistorisk billedmateriale, vi nogensinde har modtaget, og bogen bliver vores første udgivelse om en epoke i kommunens nyere historie. Siden bogen 'Fortid i Lillerød' blev meldt udsolgt, har vi tygget på, hvordan afløseren skulle tage sig ud, men da vi fik billederne, blev vi hurtigt enige om, at det var oplagt at lave en billedbog, der beskriver tiden efter Allerød Kommunes fødsel i 1970. Det er også en unik mulighed for at bringe billeder af højere fotografisk kvalitet end normalt, fordi det er en rigtig pressefotograf, der har taget dem. Det har været et stort, men også spændende og interessant arbejde at finde de historier, der knytter sig til de enkelte billeder. Billederne genopfrisker mange spændende historier. Blandt andet er det skægt at se, hvor meget anderledes M.D. Madsensvej og hele bymidten så ud for ikke så mange år siden", siger Birthe Skovholm.

Mulighed for fordybelse

I bogen vil de mange billeder bliver sekunderet af korte til mellemlange tekster, så værket fremstår som en billedbog med mulighed for at fordybe sig i den nyere lokalhistorie.

Pengene fra Allerød Rotary Klub stammer blandt andet fra de loppemarkeder, som i sommerhalvåret afholdes på pladsen foran posthuset.

Publiceret: 14. Januar 2009 12:26
Del på Facebook
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Allerød Nyt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce