Temafoto.
Temafoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Blovstrød-røveriet: Anholdte også sigtet for røveri i Gentofte

To mænd blev ved grundlovsforhør varetægtsfængslet i henholdsvis to og fire uger

Af Michael Braunstein

To mænd på henholdvis 20 og 21 år blev ved et grundlovsforhør i retten i Lyngby 9. januar varetægtsfængslet i to og fire uger.

De to mænd er sigtet for røveriet mod Rema 1000 i Blovstrød 7. januar, men desuden for et røveri i Gentofte 6. januar og et indbrudsforsøg i Gentofte 8. januar.

"Dørene blev lukket, så det er begrænset, hvad jeg kan oplyse ud over sigtelsen," siger anklagerfuldmægtig Sofian Akram, Nordsjællands Politi.

Læs også: To mænd anholdt: Mistænkt for Blovstrød-røveriet

Når det gælder røveriet i Gentofte 6. januar, er de to mænd sigtet for sammen med en tredie mand og med en pistol at true sig til cigaretter til et ukendt beløb på Cirkel K på Jægersborg Allé. De tre mænd var maskerede og forsøgte også - uden held - at få udleveret kontanter.

Ved røveriet mod Rema 1000 i Blovstrød var der ligeledes en tredie gerningsmand med - en mand, som politiet netop nu leder efter.

Læs også: Politiet søger oplysninger efter røveri mod Rema 1000

Røveriet blev begået kl. 20.32, hvor tre maskerede mænd trådte ind i Rema 1000-butikken på Kongevejen og med en pistol eller en pistollignende genstand truede sig til at få udleveret cirka 2000 kr. i kontanter.

Det var under et forsøg på indbrud i Gentofte 8. januar, at de to mænd blev anholdt, og efterfølgende mente politiet at have grund til at rette mistanke mod mændene for at have deltaget i de to røverier.

Nordsjællands Politi er interesseret i alle oplysninger fra borgere, der kan have viden om røveriet.

Publiceret: 10. Januar 2018 10:50

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt