En Audi A5 Cabriolet, monteret med systemet med navnet Assistentpakke Tour. Så kan den faktisk køre gennem en rundkørsel helt af sig selv. Bilen koster 950.000 kr. inkl. den førerløse teknik.

En Audi A5 Cabriolet, monteret med systemet med navnet Assistentpakke Tour. Så kan den faktisk køre gennem en rundkørsel helt af sig selv. Bilen koster 950.000 kr. inkl. den førerløse teknik.

Førerløs - nu gennem rundkørslen

Helt førerløse biler hører fortsat fremtiden til, men nogle enkelte biler kan dog en hel del. Således kan denne Audi selv køre gennem en rundkørsel

Af
Flemming Haslund

TEKNIK Tyske Audi er ét af de bilmærker, der lige nu tilbyder de mest 'selvkørende' biler. Her er assistent-teknikken i en f.eks. Audi A5 Cabriolet, med den såkaldte Assistentpakke Tour, med et mylder af tekniske betegnelser og navne. Men her er hvad de forskellige assistenter kan:

Den adaptive fartpilot holder afstanden til forankørende helt fra stilstand og automatisk igangsætning, når bilen foran sætter i gang (hvis der ikke er gået for lang tid – i så fald skal man lige aktivere systemet med et tryk på speeder, eller ved at klikke fartpilot-stilken indad). Den adaptive fartpilot holder desuden øje med hastighedsgrænserne fra vejskilte og navigationsanlægget, og justerer selv hastigheden derefter hvis ønsket.

Vognbaneassistent

Lane assistenten, eller vognbaneassistenten som nogle kalder den, holder bilen i vognbanen fra 65-250 km/t og overtager derfor denne funktion fra køassistenten. Forudsætninger er, at vognbanen er mellem ca. 2,5 m og 4,5 m bred, at der er tydelige vognbanelinjer, at kurven ikke må være for snæver samt at føreren har hænderne på rattet. Vær opmærksom på, at laneassistenten kan indstilles til tidlig eller sen indgriben, og den skal indstilles til 'tidlig' for at fungere til at køre næsten 'uden hænder'.

Køassistenten fungerer ved op til 65 km/t i kø-situationer, eller ved kolonnekørsel, hvor systemet holder bilen i vejbanen samt holder afstanden til forankørende.

Og nu kommer det vildeste! Den forudseende effektivitetsassistent hjælper føreren med brændstofbesparende kørsel.

Assistenten arbejder tæt sammen med den adaptive fartpilot og navigationssystemet. Når den adaptive fartpilot er aktiveret, og en rute er sat i navigationssystemet, vil assistenten bremse og accelerere forudseende ift. vejens forløb og hastighedsgrænser. Assistenten sætter selv farten ned i sving, bremser ned før en rundkørsel og accelererer op igen efter rundkørslen til den tilladte hastighed, samt tager farten af til en passende fart, når navigationsruten betyder, at man skal dreje ned ad en sidevej, samt accelererer op igen.

Publiceret 06 September 2018 16:09