Rasmus Keis Neerbek, Enhedslisten - stillede forslag om at bruge 1,8 mio. kr. som et éngangsbeløb på kernevelfærd.
Rasmus Keis Neerbek, Enhedslisten - stillede forslag om at bruge 1,8 mio. kr. som et éngangsbeløb på kernevelfærd.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byrådet nedstemte forslag fra Enhedslisten

Partiet foreslog, at 1,8 mio. kr. skulle bevilges som éngangsbeløb til kernevelfærd

Et flertal i Allerød Byråd besluttede på august-mødet at godkende halvårsregnskabet og det forventede regnskab pr. 30. juni 2017 samt at give en tillægsbevilling i 2017 på 11,2 mio. kr. i netto mindreudgifter, som tilgår kassebeholdningen.

Rasmus Keis Neerbek, Enhedslisten, stemte imod, idet han havde følgende mindretalsudtalelse:

'Vi stemmer imod, da vi ønsker at de resterende 1,8 mio. kr. op til servicerammen realiseres jf. vores ændringsforslag.'

Serviceudgifterne forventes at udgøre 1.083,0 mio. kr., hvilket er 1,8 mio. kr. under Allerød Kommunes serviceramme på 1.084,8 mio. kr., oplyses det i byrådets dagsorden. Og det var de 1,8 mio. kr., Rasmus Keis Neerbek stillede forslag om i byrådet.

“Der kan godt være, at 1,8 mio. kr. virker som småpenge i det store billede, men der er altså reelt luft i økonomien til at lade penge komme ud. Jeg foreslår, at 1,8 mio. kr. som éngangsbeløb gives til kernevelfærdsområdet med 600.000 kr. til henholdsvis børn, skole og ældre - eller en anden fordeling. Pengene kunne bruges til kurser, indkøb eller lignende,” sagde Rasmus Keis Neerbek i byrådet.

Erik Lund, K, fandt, at tallene i regnskaberne så godt ud. “Vi rammer nærmest bulls eye,” sagde han.

Også Miki Dam Larsen, S, glædede sig over tallene. “Vi har en god økonomistyring. Driften er vi ret så skarpe på, mens vi på anlægssiden godt kunne blive bedre. Når det gælder de 1,8 mio. kr. skal man altså huske, at der er tale om et forventet regnskab,” sagde han.

Erik Lund erklærede sig enig med Miki Dam Larsen vedrørende de 1,8 mio. kr. “Det er et meget lille beløb. Lad os nu holde os til planen, om en måned går det måske den anden vej,” sagde han.

John Køhler, Lokallisten Allerød-Sjælsø, fandt også, at regnskabet så fint ud.

“Men reelt er der ingen positive afvigelser: Institutionerne må overføre beløb fra et år til et andet. Kommunikativt kan vi blive bedre. Det er jo samtidig sådan, at vores skolebygninger er undervedligeholdt med 200 mio. kr. - dét er virkelig en udfordring,” sagde han.

Jesper Hammer, Nye Borgerlige, sagde, at tallene viste, at der var tale om en kommune i god form. “Men det er ikke så smart at brænde 1,8 mio. kr. af lige nu,” tilføjede han.

Lea Herdal, Alternativet, glædede sig over at opleve, at Erik Lund og Miki Dam Larsen var enige i en sag. På nuværende tidspunkt kunne hun ikke støtte forslaget vedrørende de 1,8 mio. kr.

Endelig sagde Nikolaj Bührmann, SF, at han kunne tilslutte sig Erik Lunds og Miki Dam Larsens enighed.

Det forventede regnskab pr. 30. juni 2017 viser et forventet overskud på den ordinære drift på 27,6 mio. kr. I forhold til det oprindelige budget ses en forbedring på 3,9 mio. kr.

Publiceret: 06. September 2017 09:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt