Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Allerød for alle - også de unge!

Johanne Stern Højbjerg, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Ungerådet Allerød

Allerød kommune er blevet en kommune, hvor gennemsnitsalderen stiger, og hvor man ser flere ældre mennesker vandre rundt i Kvickly end unge mennesker, der kan skabe en anderledes form for liv i kommunen. Selvfølgelig er Allerød en god og ældrevenlig kommune – og det skal den gerne blive ved med at være – men det stopper den vel ikke fra at tage hånd om både de ældre og os unge? De manglende aktiviteter for unge betyder, at så snart vi er færdige på ungdomsuddannelserne og har tjent nok penge til at flytte til København – så gør vi det! Allerød kommune taber altså en hel befolkningsgruppe, som ellers kunne være med til at løfte kommunen og gøre den mere attraktiv for tilflyttere.

Men hvordan gør vi så noget ved det?

Jo, vi er en gruppe unge, som er godt i gang med at forme et ungeråd, så vi også får en stemme, når de vigtige beslutninger bliver taget på rådhuset. Vi i Ungerådet vil fokusere på at skabe aktivitet og fællesskab for Allerøds unge.

Vi vil blandt andet rode op i de unge gnister ved at skabe grundlag for et mødested. En frivillig cafe, et fælleshus, et Ungehus eller hvilken betegnelse, der passer bedst. Stedet kunne også være samlingspunkt for fælles aktiviteter for både unge og ældre i fællesskab – det ville give ny energi.

Jeg læser flere og flere sure opslag på Facebook om, hvordan unge mennesker sviner naturen til efter en lidt for festlig fredag. Øldåser, papvinsflasker og smadrede breezers bliver spredt over den ellers grønne natur, vi jo heldigvis har meget af i Allerød. Og jeg er helt enig i dette udsagn. Det er ærgerligt, at vi unge ikke har noget sted at tage hen fredag aften og i stedet bliver nødt til at bruge denne skønne kommunes legepladser og udendørsområder, til at udfolde vores unge væsener.

Men tænk engang hvor rent der kunne blive på disse udsatte legepladser, hvis vi unge fik et sted at tage hen. Jeg mener, at et Ungehus ville skabe rammerne om et trygt sted, hvor unge kan komme til eftermiddags- og aftenarrangementer, og hvor vores forældre ubekymret ville kunne sende deres unge afsted til.

Derfor kæmper jeg sammen med resten af ungerådet, for et mere ungdommeligt Allerød, hvor der både er plads til ældre menneskers spadsereture gennem bymidten og vi unges ”udskejelser”.

Hvis du synes det lyder spændende eller har lyst til at engagere dig i Ungerådet, kan du besøge vores Facebook side ”Project All Youth”.

Publiceret: 09. Oktober 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt