Kommunalvalg 2017
Karen Ellemann, minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
Karen Ellemann, minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Flere kvinder i kommunalpolitik

Af Karen Ellemann, minister for ligestilling og nordisk samarbejde

Kvinder. Der er for få af os i dansk politik og ikke mindst i kommunalpolitik. Tallene taler for sig selv. I de kommunale byråd er det kun knap hver tredje, der er kvinde. Kun 12 ud af 98 borgmestre er kvinder. 

Det er skævt. Og med mindre end et halvt år til næste kommunal- og regionalrådsvalg skal der fokus på tingenes tilstand. Ikke fordi der nødvendigvis skal være lige mange mænd og kvinder. Og ikke fordi det er synd for kvinderne, at de er i undertal. Men fordi samfundet har brug for alle politiske talenter. Både i landspolitik og i lokalpolitik.

Til styring og prioritering af kommunernes økonomi. Til at nytænke velfærd, miljø og indretning af lokalsamfundene. Til at tænke i praktiske løsninger på borgernes problemer og visionært i forhold til deres fremtidsønsker og kommunens udvikling.

Undersøgelser peger på, at mangfoldighed både blandt ledere og medarbejdere i virksomheder og organisationer fører til de bedste resultater. Det gælder helt sikkert også i det politiske liv. Mangfoldighed i politik er både et demokratisk ideal og den bedste løsning for samfundet.   

Ansvaret for at få flere kvinder ind i politik ligger i høj grad hos os i de politiske partier. Uanset partifarve skal vi simpelthen blive bedre til at få folk til at engagere sig. Og vi skal selv være rollemodeller.

Derfor har jeg været rundt i landet for at mødes med borgmestre og kandidater, hvor vi taler om behovet for at få flere kvinder til at melde sig under fanerne. Også selvom det kan være udfordrende.

Jeg blev selv mødt af en række fordomme, da jeg i sin tid stillede op som V-kandidat i Rudersdal Kommune.

"Hold da op, orker du virkelig det?” var reaktionen. Og mit svar var: "Hvis man brændende interesserer sig for, hvordan vores samfund fungerer bedst muligt, ja - så orker man meget."

Og i Venstre ønsker vi, at den ild breder sig til flere kvinder. Derfor laver vi uddannelsesforløb og mentorordninger, der skal få flere til at melde sig under de politiske faner og på partiets opstillingslister.

Og nej, jeg tror ikke på, at den skæve kønsfordeling i byrådene løses med kvoter. Hvem vil sidde i byråd på grund af en kvote? På samme måde som jeg ikke tror på kvoter, når det kommer til at besætte virksomhedsbestyrelser.

Men vi skal have større fokus på at få flere kvinder ind i politik på samme måde, som erhvervslivet har fokus på at få flere kvinder i bestyrelserne.

Vi skal gøre det klart, at mange kvinder har rigtig gode forudsætninger og muligheder for at gøre sig gældende i det politiske liv. At det er hamrende spændende og givende at være med til at bestemme, hvordan vi skal indrette vores samfund.

Publiceret: 30. Juni 2017 10:27
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere