Niels Kirkegaard.
Niels Kirkegaard.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Høvelte Station kommer, men ...

Niels Kirkegaard, medlem af Allerød Byråd (V)

Alle beboere i Kattehale og Høvelte hæger om naturfredningen af Høvelte Øvelsesterræn fra 1999 og Natura 2000-beskyttelsen af Kattehale Mose og Allerød Sø. På samme måde glæder vi os over områdets grønne forlængelse, nemlig fredningen af Stavnsholt-kilen mellem Høvelte og Furesø.

Men lige siden Fingerplan 2013 har det langsigtede perspektiv været, at det nuværende Høvelte trinbræt udvikler sig til en rigtig S-station. Det er både visionært og meningsfuldt at indarbejde den slags i det fremtidige plankompleks – nøjagtigt som vores Fingerplan har fungeret siden 1947.

Ved revisionen for nylig af Fingerplan 2017 besluttede Allerød Byråd at anerkende en ændring af ”stationsnærhed”, så det fremover gælder afstanden til stationen og ikke jernbanelegemet. Det vil også gavne den nye del af Blovstrød vest for Kongevejen, når området om 10 år er fuldt udbygget.

Vi var alle enige om, at naturfredningen skulle respekteres. Men tilføjelsen kom ikke med, simpelthen fordi vi ikke fremsender selvfølgeligheder. Alle bekymringer er således grundløse. Naturen SKAL vinde, når stationen kommer om måske 15-30 år.

Derimod er der grund til anskrig over for en jernbane mellem Høvelte og Farum. Denne jernbane er et misfoster, fordi den vil skære sig gennem den fredede Stavnsholt-kile, smadre økologiske landbrug og spolere værdifuld natur.

På samme måde oplevede vi i 2009, at daværende borgmester Erik Lund (K) ville placere et superhospital i Høvelte som et ”bar-marks-projekt”.

De, der kæmper for en jernbane Høvelte-Farum har ingen respekt for naturen. I Venstre kalder vi det hykleri, når samme personer himler op i byrådssalen om, ”at ingen skal fucke vores grundvand”. For dem gælder en fredning kun, indtil den laves om!

Det er også nemt at planlægge en jernbane i nabokommunen. Når jeg alligevel tager misfosteret med sindsro, er det fordi Furesø Kommune slet ikke ønsker en jernbane til Høvelte. Furesø arbejder i stedet for en linjeføring vest for motorvejen til superhospitalet ved Hillerød.

Se, det er en anden sag – så kan vi få en station ved Vassingerød.

Publiceret: 13. November 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

Valget netop nu