Anders Hundahl.
Anders Hundahl.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Produktion og udlægning af asfalt er et samfundsgode

Anders Hundahl, adm. dir. i brancheorganisationen Asfaltindustrien

Som direktør i den landsdækkende brancheorganisation for asfaltvirksomheder oplever jeg, at produktion og udlægning af asfalt kan skabe debat. Det er forståeligt, at man som borger gør sig tanker om støj, lugt og sundhed, når asfalt skal produceres og udlægges. Det er godt med debat, for det hører til i et demokratisk samfund. Lige så vigtigt er det, at debatten foregår på et korrekt grundlag.

Jeg vil derfor komme med nogle faktuelle oplysninger om asfalt.

Asfalt er et naturprodukt, der består hovedsageligt af sten (95%) og bitumen (5%). Bitumen er det sorte, ufarlige bindemiddel, der holder stenene sammen i asfalten. Der er ikke tjære i asfalt.

Asfalt er sikkert at arbejde med og færdes på. Det internationale kræftagentur, IARC, har undersøgt asfalt og kommet det i samme kategori som f.eks. mobiltelefoner og kaffe.

Asfalt er 100% genanvendeligt og en vigtig del af den cirkulære økonomi. Asfaltindustrien i Danmark har arbejdet med asfaltgenbrug siden 70'erne. Den asfalt, som vi producerer og udlægger i dag, er derfor den samme som dine børn og børnebørn vil gå, cykle og køre på.

Asfaltindustrien er en sikker arbejdsplads. Gennem et målrettet arbejde med arbejdsmiljøet har asfaltindustrien færre uheld og ulykker end resten af bygge- og anlægsbranchen.

Asfaltindustrien beskæftiger 2.000 danskere, herunder mange, der ikke har en høj uddannelse. Derfor gør vi som industri en indsats for at uddanne medarbejderne gennem Asfaltskolen og som Vejasfaltører. Det gavner beskæftigelsen og opkvalificeringen af borgerne i de kommuner, hvor vi er aktive.

Sidst men ikke mindst er dansk asfaltindustri en vigtig del af den kommunale klimaindsats. Vi er langt fremme med forskning og udvikling af særlige asfalttyper til reduktion af generne ved monsterregn og støj.

Produktion kan give gener for dem, der bor tæt på en fabrik. De gener lægger industrien sig i selen for at reducere. Og en asfaltfabrik i dag er mere miljøvenlige end før bl.a. med befæstede arealer, der sikrer grundvandet, og filtrering af røg. Asfalt produceres og udlægges varm og kan ikke lagres og transporteres over lange afstande. Derfor har Danmark 39 asfaltfabrikker, ofte i byområder, hvor produktionen som hovedregel foregår i god forståelse med naboerne.

Produktionsvirksomheder skaber arbejdspladser og det giver vækst og velfærd. Produktion, også af asfalt, er et samfundsgode for de mange, men måske til gene for de få. Dette er vigtigt at huske, når man diskuterer, hvor en fabrik skal ligge.

Publiceret: 10. Oktober 2017 10:19

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere