Arkivfoto fra renoveringen.
Arkivfoto fra renoveringen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Renovering i Ørne- og Uglevang er gået galt

Af Tanne Kiel, Ørnevang 36, st. th.

Renoveringsprojekt for mio. i Ørne- og Uglevang i Allerød gået helt galt (følgende er skrevet på mange beboeres vegne).

Igennem de seneste to år har afd. 10 og 11 i Lillerød Boligforening, administreret af Boligkontoret Danmark været underlagt en gennemgribende renovering, som på flere punkter er gået galt.

Fra byggeriets start i okt. 2015 og igennem hele forløbet, har vi beboere kæmpet en ulige kamp med et meget omfattende renoveringsprojekt, der på rigtig mange måder har båret præg af både kaos, manglende overblik og manglende kontrol fra bygherres, rådgivers og projektlederes side - alt sammen fordi man ikke har haft styr på, hvad de enkelte arbejder egentlig omfattede, og fordi man ikke har afsat tilstrækkelige ressourcer til et så omfattende renoveringsprojekt.

Fra juni 2016 – ca. aug. 2016 udspillede der sig en stilladskonflikt, som Allerød Nyt og TV2Lorry dækkede, som beboerne blev taget som gidsler i, og som kun forhalede processen unødigt.

Mange beboere, herunder familier med små børn, har igennem de sidste 1½ år levet med (og flere lever stadig med) følgende:

- Byggerod og øredøvende larm

- varslinger, der ikke overholdes eller er misvisende

- rotter i haver, kældre og på enkelte køkkenborde

- byggesjusk/byggefejl - flere af de omfattende arbejder skal laves om

- huller i og omkring vinduer med udsigt til (og kulde fra) den fri natur i vinterhalvåret

- døre der er spærret og gør udgange ufremkommelige i tilfælde af brand

- vandskader, som følge af utilstrækkelig og fejlagtig afdækning af tag

- opgravede haver (i halve år) grundet kloakarbejder

- folk der har fået store ekstra regninger på varme og el, som de ikke har fået godtgjort

- håndværkere har ødelagt inventar hos beboere – som ikke erstattes

- BDK har varslet stigning i huslejen, pr.1. okt. på trods af, at de ikke er færdige

- de sidste 1½ år, har vi betalt fuld husleje, på trods af, at store dele af mange boliger har været helt eller delvist ubeboelige.

- Osv. osv. (der er mange hårrejsende historier – bl.a. én om en håndværker, der kravler ind ad et soveværelsevindue, mens en beboer ligger i sin seng og sover).

Nu, næsten to år senere, hvor projektet skulle afleveres og meldes færdigt, får beboerne pludselig en nærmest henslængt seddel dumpet ned i postkasserne med overskriften:

'Fortsatte arbejder i din bolig'

Det tillader man sig at kalde det. På sedlen fremgår det, at alle de opsatte gardinkasser skal rives ned igen, fordi man har glemt at sætte en fuge ... Dette stykke arbejde er for beboeren det mest indgribende af alle arbejder, da det er ret omfattende og berører alle rum i boligen.

Presset af beboerne (for det kan man ikke selv finde ud af) bliver ledelsen tvunget til at indkalde hhv. Ørnevang og Uglevang til et informerende møde, hvor beboerne får mulighed for at stille spørgsmål.

På mødet deltager kun Boligkontoret Danmark (BDK) bygherre og Pålsson, rådgivende arkitektfirma, som ud over at have travlt med at vaske hænder, kun kan informere os om, at de ikke kan sige noget om, hvornår dette 'efterarbejde' påbegyndes – der er nemlig gået konflikt i denne sag også mellem hhv. Dahl A/S (hovedentreprenøren), Pålsson (rådgiver) og Boligkontoret Danmark (bygherre).

Det man KAN informere om, er, at loftsbrædderne i alle 2. sals lejligheder er inficeret med skimmelsvamp, fordi man har 'overset', at de opsatte brædder ikke var imprægnerede, hvorfor dette stykke arbejde også skal laves om. Tidsperspektivet kan man igen ikke sige noget om.

Boligkontoret Danmark tager sig ikke af, at beboerne efterhånden ikke kan få deres liv til at fungere, fordi man ikke har mulighed for at planlægge hverken hverdag, mærkedage eller ferier.

Utallige skader og behov for småreparationer efter håndværkerne bliver dømt under bagatelgrænsen. Mange beboere har derfor brugt tusindvis af kroner på istandsættelse efter 1. omgang - nu kan de starte forfra og har ingen udsigt til kompensation.

Vi er stressede og frustrerede, føler os uværdigt behandlet, og vi har slet ikke oplevelsen af, at Boligkontoret Danmark lever op til deres forpligtelser som ansvarlig, pålidelig og tryghedsskabende boligadministrator.

Publiceret: 29. Juni 2017 10:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt