Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "SF's og De Radikales forunderlige verden"

Morten Messerschmidt, Medlem af EU-parlamentet, DF.

Integrationen går den rigtige vej, siger Martin Lidegaard. Måske han da kunne forklare hvorfor ikke-vestlige indvandrere ifølge Finansministeriet koster skatteyderne 33 milliarder kroner – om året? Seneste tal fra Danmarks Statistik viser en beskæftigelsesfrekvens for ikke vestlige indvandrere på 53,7% og for deres efterkommere på 58,7%. For danskere er tallet 77,5%. Hvor Lidegaard får sine tal fra, er uklart. Til gengæld er det rigtigt, at flere kommer i jobs. ”Efter indførelsen af den lavere integrationsydelse, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet er andelen af ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp, som har fundet arbejde, fordoblet”, skriver Danmarks Statistik.

Læs også Martin Lidegaards indlæg her 

Men hov – det er jo disse tiltag, Lidegaards parti er passioneret imod! Men han høster gerne æren? Prisen for den radikale indvandringspolitik begrænser sig i øvrigt ikke til arbejdsmarkedet. Udgifterne for ikke-vestlige indvandrere er følelig i næsten alle samfundets dele; fra integrationsydelser, til fængsler og retsvæsen og andre offentlige institutioner, fra børnehaver til skoler og sundhedsvæsenet.

Om muligt endnu mere bemærkelsesværdig et indlæg fra Nikolaj Bührmann, der repræsenterer SF her i byrådet. Det er dejligt, at Nikolaj Bührmann elsker sin kone, som ud fra det foreliggende yder en beredvillig indsats for Danmark. Men at lade sin egen families fortræffeligheder overstråle samfundets problemer, er udtryk for en sjælden naivitet. Skulle vi af lutter begejstring over fru Bührmann se bort fra, at færre end fire ud af ti somaliere, der bor i Danmark, er uden arbejde, mens næsten halvdelen af alle andre ikke-vestlige indvandrere har et arbejde? Og at somaliere er den gruppe indvandrere, hvor færrest gennemfører grundskolen, og hvor flest er kriminelle? Antagelsen giver et sjældent indblik i, hvordan selv folk med politisk ansvar kan mangle enhver form for ansvarsfølelse. 

Bührmanns nedladende tone fremstår mest af alt som et forsøg på at skjule den foragt, med hvilken han forholder sig til folk, der vover at stille dét enkle spørgsmål: Er det forsvarligt at gøre Danmark til opholdssted for enhver afrikaner, araber, afghaner eller pakistaner, som har held til at komme hertil? Står det til de selvgode aktivister i ”Bedsteforældre for Asyl”, ”Venligboerne”, og hvad vor tids selskabsforeninger for ”anstændige mennesker” ellers hedder, så skal selv ikke den mest forhærdede vaneforbryder udvises af Danmark; for der kunne jo vente ham en ukomfortabel fængselscelle uden fladskærm. Nej, de skal allesammen have asyl. Men mister ordet ”asyl” ikke sin mening, når man er ”flygtet” gennem syv-otte sikre lande? Hvor er det humane i hvert år at bruge 33 milliarder kroner på at hjælpe denne heldige skare af langrejsende, mens de mest udsatte og sårbare efterlades i oprindelseslandene? At nogle aktivister finder deres egen private flygtninge-teddybjørn, som de kan kramme, når livet mangler indhold, gør dem ikke til mere ”anstændige mennesker” end dem, som vover at stille de nødvendige spørgsmål. Snarere tværtimod.

Publiceret: 05. Februar 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt