Kommunalvalg 2017
Esben Buchwald.
Esben Buchwald.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Uddannelse og offentlig transport hænger sammen - eller gør det?

Af Esben Buchwald, Ringbjerget 31, Lynge
I 2016 mistede Lynge rute 337, som busforbindelse til Hillerød. Det var resultatet af en besparelse som året før blev vedtaget først i udvalget for teknik og plan, og senere i byrådet. 

Et er, at forbindelsen til Lillerød blev forringet. Det blev der i nogen grad kompenseret for ved en ændret drift af rute 336. Det man derimod ikke tog hensyn til, var at forbindelsen til Hillerød via Uvelse ikke havde noget alternativ. 

Det der blev kaldt en omlægning af rute 337 var reelt en nedlæggelse - i Allerød Kommune. Omlægning blev der derimod tale om i Hillerød Kommune, som fortsat ønskede at opretholde forbindelsen mellem Uvelse og Hillerød. Nu kører rute 337 så bare videre fra Uvelse til Slangerup.

I Allerød Kommune er der næsten 400 daglige pendlere til uddannelser i Hillerød. Det svarer til at omkring 80 personer dagligt tager fra Lynge til Hillerød for at uddanne sig. 

Med nedlæggelsen af rute 337 betyder det, at uddannelsessøgende fra Lynge skal tage omvejen over Allerød Station eller anskaffe sig bil eller kørelejlighed. 

At bussen blev sparet væk var selvfølgelig en ulempe for dem som var i gang med at uddanne sig fx på Hillerød Handelsskole. Men det betyder også at nogle fremover fravælger uddannelsessteder fordi transporten er for besværlig. Valg af uddannelse og transportmuligheder hænger nemlig sammen. 

Desværre hænger trafikplanlægningen i Allerød Kommune ikke helt så godt sammen, og vi kan nu se frem til endnu et år uden forbindelsen til Hillerød. Med mindre man erkender fejlen, og finder en alternativ løsning fx med en privat operatør. Det vil jeg opfordre til.

Publiceret: 25. Marts 2017 01:12
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere