Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vores Allerød vil vende bøtten

Af Viggo Janum, Vores Allerød

En vision kan virke som en drøm, men vores vision er alligevel, at Allerød skal tilbage til borgerne. Det betyder, at den enkelte borger skal kunne påvirke de handlinger, der udvikler Allerød i retning af vores fælles visioner.

Eksempler på visioner kan være - at enhver ældre borger, der har behov for en offentlig ydelse kan vælge indhold tilpasset sit behov og har én kontaktperson, der er bindeled mellem borgeren og det offentlige system – at den enkelte frivillige forening har en rådgiver, der kan hjælpe dem med eksempelvis at søge midler fra fonde eller overholde formelle regler omkring regnskaber m.v.- at der igangsættes en ordentlig erhvervsservice, der vil fastholde og tiltrække virksomheder, så vi ikke vil se så mange tomme erhvervslokaler - at én ny skole erstatter to gamle – at to svømmehaller er-stattes med én – at der etableres faciliteter til flere sportsgrene ved Allerød Idrætspark – at der satses på en øget digitalisering, der effektiviserer kommunens drift – at borgerne altid har mulighed for at komme i forbindelse med de ansatte.

Visioner og drømme koster ikke noget. Det kommer først, når de skal underbygges med handlinger. Allerød er begrænset af anlægs- og servicerammer, men vi skal arbejde mere visionært. Det er sørgeligt, at byrådet igen har sparekniven fremme i stedet for at beskæftige sig med kommunens udvikling. Det er en helt forkert retning.

Allerød har en serviceramme på driftsudgifter på over én milliard kroner. Lige nu arbejder byrådet med regneark, der bl.a. beskriver mulighed for følgende driftsbesparelser i 2018:

27 tkr på SFO-vikarer, 56 tkr på mad og legetøj til børn, 50 tkr på reduceret tilsyn i dagplejen, 40 tkr på træning af patienter, 30 tkr på nedlæggelse af lydavis, 50 tkr på fjernelse af søskenderabat på Musikskolen m.m.fl.

Det er en skrue uden ende. År efter år sidder politikerne for at finde store og små besparelser til stor irritation for alle de borgere, det berører.

Derfor skal det nye byråd tænke i udvikling og ikke beskæftige sig med den slags spareøvelser. Spild af tid. Man udvikler ikke en kommune ved at spare på kernevelfærd – tværtimod.

Det siddende byråd er i gang med at trække energien ud af både ansatte og borgere - og klemme de sidste dråber ud af "patienten Allerød Kommune". Det gør bestemt ikke kommunen mere attraktiv.

Vores Allerød vil vende bøtten: Vores Allerød vil udvikle kommunen i et spændende samarbejde med borger og erhvervsliv – hvor vi investerer i udvikling og ikke i spareøvelser. Borgerne skal have mere indflydelse.

Byrådet skal tage ansvar for de store linjer, bruge tiden bedre og deres arbejde skal være mere synligt. Vi skal investere visionært, hvor investeringerne reducerer de løbende driftsomkostninger, således at vi stadig holder os under servicerammen.

Publiceret: 07. April 2017 01:12
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere