Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Direktør: Kan godt forstå beboerne

Boligkontoret Danmarks direktør Michael Demsitz kan godt forstå, at beboerne føler sig som gidsler

Boligkontoret Danmark vil gerne svare på den kritik, der er kommet fra Anja Helova Nûk Hansen fra Uglevang og Tanne Kiel fra Ørnevang.

Renoveringen af bebyggelserne i Uglevang og Ørnevang er inde i sin sidste fase. Der er ingen tvivl om, at det har været og stadig er en lang og sej kamp for alle at komme igennem renoveringen af boligerne, facaderne og de ydre områder.

Lillerød Boligforening og Boligkontoret Danmark anerkender derfor uden tøven den utålmodighed, der er ved at indfinde sig hos flere. Det skriver boligkontoret i en meddelelse til Allerød Nyt.

“Hverken vi eller Lillerød Boligforening er tilfredse med det arbejde, der er udført. Det er også derfor, vi har proklameret op til flere alvorlige indsigelser over for entreprenør, underentreprenører og rådgiver. Og lige nu står slagsmålet mellem disse parter. Jeg kan godt forstå, at beboerne føler sig som gidsel i denne sag. Derfor må der heller ikke herske nogen tvivl om, at vi hele tiden har beboernes tarv for øje som administrator og byggeforretningsfører for boligforeningen,” siger administrerende direktør i Boligkontoret Danmark, Michael Demsitz.

Der har været flere uforudsete udfordringer undervejs i byggesagen, så fremfor at være afsluttet nu, er sagen overdraget til de respektive byggeparters advokater.

“Der er da intet, vi hellere ville end at kunne afslutte denne renovering. Jeg er også selv beboer i bebyggelsen og mærker også generne i hverdagen fra blandt andet støvet og larmen. Men vi er desværre ikke herre over alt – og der har været mange uforudsete udfordringer i denne sag, som vi har måttet håndtere undervejs på bedste vis,” siger bestyrelsesformand Birthe Petersen, Lillerød Boligforening og fortsætter:

“Jeg synes, vi har prøvet at informere så godt som muligt til beboerne. Over 20 infoskrivelser og flere informationsmøder har været afholdt. Når nu sagerne ikke kan løses så let, er det næstbedste, at man som beboer føler sig velinformeret - så godt som det nu kan lade sig gøre.”

Nogle af de aktuelle udfordringer i byggesagen handler om, at fugerne omkring gardinkasser og vinduer ikke er udført korrekt. Det vil på sigt kunne betyde øget trækgener og risiko for skimmelsvamp, hvorfor fejlen skal udbedres – også selvom det igen vil påføre beboerne gener i boligerne.

Leif Boyer Petersen bor i Uglevang og er afdelingsformand samt formand for byggeudvalget:

“Det er bare en rigtig ærgerlig situation, at der nu igen skal håndværkere ind i boligerne, men det er desværre uundgåeligt. Fejlen skal jo udbedres. Så må vi tage slagsmålet om, hvem der er ansvarlig bagefter,” siger han.

Michael Demsitz mener ikke, det er let at placere et ansvar:

'Hvis det var så let at svare på, ville renoveringssagen være færdiggjort nu efter planen. Problemet er, at entreprenør, underentreprenør og rådgiver i byggesagen netop ikke er enige om, hvem der har ansvaret for de fejl, der er sket. Derfor er sagen nu overdraget til advokat. Det kan jeg sagtens forstå kan virke frustrerende for beboerne, som gerne bare vil have deres bolig og boligområde for sig selv igen uden stilladser, maskiner og håndværkere,” siger Michael Demsitz og fortsætter:

“Jeg kan dog forsikre, at ingen af os ønsker, at tingene trækker ud. Derfor arbejdes der hurtigst muligt på at komme fra uenighed til afklaring. Og vi informerer beboerne, hver gang der er bare det mindste nyt eller ikke nyt at fortælle for tiden.”

Varsling af husleje

Alle beboere har fået en varsling om den beboerbesluttede huslejestigning på Uglevangs og Ørnevangs renoveringssag. Som altid varsles der tre måneder op til en forventet afslutning. I og med at renoveringssagen nu er forsinket, er huslejestigningen dog også rykket. Det skriver boligkontoret.

“Jeg kan godt forstå, at det er svært for beboerne at forstå de her hårdknuder, vi har oplevet i renoveringen. Og når det handler om ens hjem, tager følelserne oftest over. Vi arbejder på højtryk for hele tiden at præcisere over for entreprenør og rådgivere, at de skal tage så meget hensyn som muligt til beboerne. Heldigvis synes jeg, at de fleste beboere har en forståelse for situationen – også selvom ønskescenariet ser anderledes ud,” siger Anders Hoff-Jessen, der bor i Ørnevang og må ligesom Leif som afdelingsformand stå for skud for nogle af beboernes aggressioner.

Beboerne informeres igen medio juli om, hvorvidt sagen på juridisk basis nærmer sig en afklaring, fortæller Boligkontoret Danmark.

Publiceret: 04. Juli 2017 09:45
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!