Henrik Prip er Faust i Mungo Park-forestillingen af samme navn. Foto: Mungo Park
Henrik Prip er Faust i Mungo Park-forestillingen af samme navn. Foto: Mungo Park
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Få et kig bag tæppet og ind i maskinrummet på Mungo Park

Åben prøve og testforestillinger på ’Faust’

'Få et eksklusivt kig bag tæppet og ind i maskinrummet og hjælp os videre med skabelsen af vores nye forestilling 'Faust', der har premiere 19. januar. Vi inviterer til åben prøve fredag 12. januar kl. 15-17 og til testforestillinger 15. og 16. januar, begge dage kl. 20.'

Sådan lyder det fra Mungo Park, der med initiativet håber på lidt feedback til det videre arbejde med forestillingen.

Når det gælder den åbne prøve, kan teatret ikke love, hvad man som tilskuer kommer til at opleve.

'Måske bliver der øvet på en enkelt scene mange gange, måske ser I en hel gennemspilning. Det kan også være, der lige den dag bliver arbejdet med scenografi og/eller rekvisitter. Uanset hvad, vil vi være glade for jeres øjne i salen. Under den åbne prøve er alle velkomne til at tage venner med – og I kan komme og gå efter behag,' oplyser Mungo Park.

Læs også: Mungo Park har fundet sin nye skuespiller

Tilmelding til den åbne prøve er ikke nødvendig. Men hvis man har lyst, kan man melde sig til begivenheden på Facebook.

Testforestillingerne er gennemspilninger, der forløber alt efter, hvor man er i processen til den tid.

'Det er derfor ikke den færdige forestilling, du får at se. Måske bliver nogle scener taget om flere gange, måske bryder instruktøren ind, mens du er allermest opslugt, og måske er der lige en lampe, der skal rettes til. Det er alt sammen en del af magien,' anfører teatret.

Tilmelding til testforestillingerne er nødvendig – og der er et begrænset antal pladser: Skriv en mail til billet@mungopark.dk og angiv ønsket dato og antal pladser. Man er først sikret plads, når man får svar.

Johann Wolfgang Goethes mesterværk 'Faust' sættes på Mungo Park på scenen med Henrik Prip som Faust, i et samarbejde mellem Alias Teaterproduktion og Mungo Park.

Om forestillingen kan man læse på mungopark.dk:

'Faust tror på viden. Han har læst det hele og mestrer det meste. Men er han lykkelig? Verden omkring ham tror ikke på viden, tror ikke på at undersøge sagen, men på sansernes lykkerus. Skal han lade sig fordumme for at opnå lykken? Skal han indgå en pagt med det dyriske? Hvad er lykke? Er menneskets behov for at opnå lykke større end frygten for at miste sig selv – miste sin sjæl? Hvad er sandhed? I en verden, hvor sandheden konstant er til forhandling, skal man da insistere på det man ved, eller give efter for det man føler?'

Publiceret: 05. Januar 2018 09:53

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

Bøger
Forsiden netop nu