"Det er ikke en kommunal opgave at gøre rent i de midlertidige boliger, som Allerøds flygtninge er indkvarteret i. Det sørger beboerne selv for," siger borgmester Jørgen Johansen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kritik af rengøring i flygtningeboliger

"Det er ikke en kommunal opgave at gøre rent i de midlertidige boliger, som Allerøds flygtninge er indkvarteret i," siger borgmester Jørgen Johansen

"Vi er en del borgere i Lynge, der er forargede over at erfare, at beboerne i flygtningeboligerne i Møllemoseparken får gjort rent på kommunens regning. Det kan da ikke være rigtigt, når der samtidig spares på maden til de gamle."

Sådan siger Finn Piil, der bor på Nøglegårdsvænge i Lynge. Han fortsætter:

"Det burde være sådan, at beboerne i flygtningeboligerne gjorde rent selv - de skal da ikke have alt forærende og ikke forkæles i den grad. Det er oplagt at gøre det til en del af integrationen, at de selv står for rengøringen."

"Hvis det er rigtigt, at det forholder sig sådan, at kommunen gør rent, må jeg spørge: Hvorfor?," lyder spørgsmålet fra Finn Piil.

Borgmester Jørgen Johansen siger i en kommentar:

"Det er ikke en kommunal opgave at gøre rent i de midlertidige boliger, som Allerøds flygtninge er indkvarteret i. Det sørger beboerne selv for. Alle beboere i kommunens pavilloner er også forpligtet til at efterlade fællesfaciliteter, såsom fælles køkken og opholdsrum, rengjort efter brug."

Jørgen Johansen fortsætter:

"Derudover sørger kommunen for, at der bliver gjort rent en gang om ugen i fællesarealerne. Det sker dels for at sikre den hygiejnemæssige standard af områderne, som er til fælles brug, og dels for at sikre en fornuftig drift og vedligehold af kommunens bygninger."

"Samme princip gælder for alle kommunens andre bygninger såsom skoler, plejecentre, svømmehaller og så videre. På den måde sørger vi for, at kommunens bygninger holder i længere tid og bevarer deres værdi. Vi skal hele tiden sikre, at vores borgere får den bedste service for den økonomi vi har til rådighed."'

Borgmesteren slår fast, at "dét gælder også den mad, vi tilbyder vores ældre beboere ude på plejecentrene" - og han tilføjer:

"Og vi kan sagtens være den mad bekendt. Faktisk så meget, at vi her på rådhuset holder åbent tirsdag 10. januar mellem kl. 17.00-19.00, hvor alle interesserede kan komme og smage på maden - så kom selv og vurder."

Publiceret: 09. Januar 2017 08:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

Annonce
ANNONCER
Se flere