Mungo Parks ensemble-skuespiller Anders Budde Christensen har både skrevet og spiller hele solo-forestillingen om Manning. Pressefoto

Mungo Parks ensemble-skuespiller Anders Budde Christensen har både skrevet og spiller hele solo-forestillingen om Manning. Pressefoto

Mungo Park-forestilling solgt til teater i Oslo

'Manning er fri' har spillet for fulde huse i Allerød siden marts

kultur Den norske hovedstads nye urbane teaterscene, Vega Teater, har købt Mungo Parks succesfulde forestilling 'Manning er fri', om den transkønnede whistleblower Chelsea Manning. Forestillingen får premiere i nabolandet i juni 2019.

Forestillingen om Chelsea Manning, som tidligere hed Bradley til fornavn, har spillet for fulde huse på teatret i Allerød siden marts 2018.

Det har de kreative kræfter bag den norske teaterscene Vega Teater bemærket, og har derfor nu købt rettighederne til forestillingen. Den bliver derfor sat op på Oslos nye teaterscene for nyskrevet, samfundsengageret og researchbaseret dramatik, der netop er blevet indviet 2. november.

Kan være stolte

"Vi er rigtig glade for, at denne vigtige historie lever videre i en ny opsætning i Norge. 'Manning er fri' skriver sig ind i en række forestillinger, som Mungo Park har skabt, og som siden er blevet opsat i udlandet. Det synes jeg godt vi kan tillade os at være stolte over,” udtaler Mungo Parks teaterdirektør Lasse Bo Handberg i en pressemeddelelse.

Det er Mungo Parks ensemble-skuespiller Anders Budde Christensen, som både har skrevet og spillet hele solo-forestillingen om Manning.

“Det er en stor cadeau til Anders, som med det her værk er debuterende dramatiker. Det er ikke dårligt at få sit første værk solgt til udlandet,” siger Lasse Bo Handberg.

Imponerede nordmænd

Den ene af to kunstneriske ledere på Vega Teater, Katinka Rydin Berge, er da også tydeligt imponeret over værket:

“Vi så 'Manning Er Fri' på Betty Nansen Teatret og blev meget imponerede. Vi har derfor store forventninger til forestillingen. Det er en vigtig historie at fortælle i den tiden vi lever i nu, med de politiske strømninger, som sker i både Norge og Danmark. Det er en historie om et menneske, som insisterer på at tale sandt og en fortælling om prisen, som nogle mennesker må betale for at sige sandheden. Den er en vigtig kritik af alle moderne demokratier," siger Katinka Rydin Berge i pressemeddelelsen.

'Manning er fri' spiller næste gang 19.-20. november 2018 på Mungo Park.

jesl

Publiceret 08 November 2018 11:15

SENESTE TV