Kunstneren Gunnar Palander skal fredag til Paris, men returnerer i august-september fra sit sydfranske domicil for at udføre det afsluttende arbejde på 'Amfora'. Privatfoto

Kunstneren Gunnar Palander skal fredag til Paris, men returnerer i august-september fra sit sydfranske domicil for at udføre det afsluttende arbejde på 'Amfora'. Privatfoto

'Amfora' er stærkt på vej

Den egentlige afsløring ventes i august-september

Genskabelsen af den 6-7 meter høje skulptur 'Amfora' i Skulpturparken-Allerød skrider som tidligere omtalt planmæssigt frem, anført af kunstneren Gunnar Palander fra Sydfrankrig.

De rør, der skal udgøre den høje skulptur, er nu blevet sandblæst og malet i 'tennisbold-gult', og samlingen af rør-skulpturen har været i gang de seneste dage.

Skulpturen ventes at blive opstillet i dag, torsdag, idet Gunnar Palander skal være i Paris fredag med henblik på planlægning af en udstilling i Pompidou Centret.

Torsdag aften – omkring kl. 19.00 - holdes i dagens anledning en lille festlighed i Skulpturparken-Allerød/Allerød Tennispark.

Der udestår nogle detaljer, før skulpturen er 100 procent færdig. Kunstneren returnerer i august-september fra sit sydfranske domicil for at udføre det afsluttende arbejde. Til den tid ventes en egentlig afsløring at finde sted, oplyser Jørgen Warberg fra Skulpturparken-Allerød til Allerød Nyt.

mik.

Publiceret 16 May 2019 05:30