Christina Villendrup Lynge - sætter fokus på overspisning og overvægt i bogen 'Overvind din Overspisning'. Foto: www.christina-lynge.dk

Christina Villendrup Lynge - sætter fokus på overspisning og overvægt i bogen 'Overvind din Overspisning'. Foto: www.christina-lynge.dk

Allerød-borger står bag ny bog om overspisning

Christina Villendrup Lynge går i 'Overvind din Overspisning' tæt på den mest almindelige spiseforstyrrelse i Danmark

ny bog Allerød-borgeren Christina Villendrup Lynge har debuteret som forfatter til en bog om en aktuel spiseforstyrrelse.

Tvangsoverspisning - kendt under navnet BED – Binge Eating Disorder - er den mest almindelige spiseforstyrrelse i Danmark. Eksperter anslår, at mellem 50.000-60.000 danskere mellem 15-45 år har sygdommen. Alligevel er BED en overset lidelse i behandlingssystemet – diagnosen er forholdsvis ny, og den tilgængelige viden og forskning på området er minimal, fremgår det af en pressemeddelelse.

Med forord af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling går Christina Villendrup Lynge - der er aut. cand.psych. - nu tæt på overspisning og overvægt i bogen 'Overvind din Overspisning'. Christina Villendrup Lynge har flere års klinisk erfaring som autoriseret psykolog og har behandlet mange klienter med BED. Hun har desuden i en årrække undervist, holdt foredrag og medvirket som BED-ekspert i medierne.

Et arbejdsredskab

I 'Overvind din Overspisning' beskriver Christina Villendrup Lynge, hvad BED er og hvordan man identificerer tegnene på BED hos sig selv eller andre. Med udgangspunkt i evidensbaserede metoder, værktøjer og det nye SAT-program (spise- og adfærdstræningsprogram) hjælper Christina Villendrup Lynge personer som kæmper med overspisning og overvægt ud af spiseforstyrrelsen og i retning af normal spiseadfærd og et varigt vægttab, anføres det.

Bogen er tænkt som et arbejdsredskab, og bl.a. ved hjælp af SAT-programmet - som forfatteren har udviklet med afsæt i egne erfaringer som behandler - får læseren en dybere indsigt i spiseforstyrrelsens mekanismer, årsager og sammenhænge. Desuden vil bogen kunne hjælpe pårørende og sundhedsfaglige behandlere som f.eks. diætister, læger og sygeplejersker, konstateres det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

''Overvind din Overspisning' er ikke en ny slankekur mod overvægt, men en varig metode til håndtering af de fysiske og psykiske elementer i en spiseforstyrrelse. Bogen træner overspisere i at forstå lidelsen og stå imod den og samtidig få styr på vægten via spise- og adfærdsregulerende metoder.'

Det tilføjes, at emnet er højaktuelt, idet nye undersøgelser viser, at for første gang nogensinde er over halvdelen af den danske befolkning overvægtig.

mik.

Publiceret 18 July 2019 05:45