Dario Campeotto kommer 22. oktober på besøg med sit musikalske foredragsshow. Foto: showbizz.dk

Dario Campeotto kommer 22. oktober på besøg med sit musikalske foredragsshow. Foto: showbizz.dk

Ældre Sagen klar til efteråret: Fra Dario til Shu-bi-dua

Nyt aktivitetsprogram med en bred vifte af tilbud

program Ældre Sagen Allerød er klar med programmet for efteråret, og traditionen tro rummer det en meget bred vifte af aktiviteter.

Når det gælder tirsdagsmøderne fra kl. 14.00-16.00 i Skoven 4 - der nu i gennemsnit har 130-140 deltagere - byder Ældre Sagen denne gang på store musikalske oplevelser.

22. oktober kommer Dario Campeotto på besøg med sit musikalske foredragsshow. Dario Campeotto har valgt at fejre sit 60 års jubilæum med en turné, hvor han sammen med pianist Mickey Pless tager rundt i Danmark, og hvor publikum kan opleve Dario helt tæt på og få hele historien om hans lange liv i showbiz.

Dario er en eminent fortæller, og det får tilhørerne glæde af, men de snydes naturligvis ikke for sange fra både musicals, operetter og revy, ligesom der vil være masser af både italienske og danske sang-perler lige fra 'O Sole Mio' til 'I Danmark er jeg født' og naturligvis 'Angelique'.

Det musikalske spor fortsætter 8. oktober, hvor Thopper vil synge sange fra Shu-bi-duas univers.

Tirsdags-møderne starter 6. august, hvor programmet præsenteres, og hvor Søren Holmgren holder foredraget 'Alting handler om indstilling'.

13. august kan man høre en rejsefortælling ved Kim Greiner, 20. august handler det om Doris Max, der blev den sidste fiskekone af de navnkundige skovserkoner, der stod og solgte fisk ved Gl. Strand, 27. august er der musikalsk foredrag ved Michael Vesterskov, 'Vi leger kun for alvor', og 3. september står bogen 'Jeg kommer snart hjem' i centrum - det er forfatter, foredragsholder og forhenværende politiker Ole Sohns bog om en bondefamilie fra Nordjylland, der i 1910 emigrerede til Sibirien for at skabe sig et nyt liv.

Christoffer Brodersen underholder med musik (10/9), Ingrid Daege fortæller om sine voldsomme oplevelser under 2. verdenskrig, hvor hun som 13-årig blev flygtning (17/9), der er modeshow (24/9), og overskriften 1. oktober er 'Min barndom i 1950'ernes Hillerød - og vejen til at blive revyforfatteren 'Lars Kanit'' - her fortæller forfatteren Asger Berg muntert løst og fast om sit liv.

15. oktober handler det om 'Dronning Louise – en ukuelig kvinde' ved forfatteren Anne Grethe Steensig, der er 'Spis sammen'-arrangement 25. oktober, og 29. oktober står der italienske sange og historier på menuen.

Historiefortæller Per Hammerich er gæst 12. november, René Schmidt fortolker sange og melodier fra den danske og udenlandske sangskat 19. november, og 26. november vil trubadur, visesanger og sangskriver Peter Ankarfeldt synge viser og sange, krydret med anekdoter og små historier om sangenes tilblivelse og tilsat et ikke ubetydeligt stænk af humor og livsmod.

Sæsonen sluttes af 3. december, og så er der pause frem til starten på vintersæsonen 7. januar.

mik.

Publiceret 02 August 2019 05:30