Meteorologen Jesper Theilgaard fortæller 28. august på Allerød Bibliotek om klimaændringerne på kloden. Pressefoto

Meteorologen Jesper Theilgaard fortæller 28. august på Allerød Bibliotek om klimaændringerne på kloden. Pressefoto

Klima: Nu skal vi gå i panik - og gøre noget!

Foredrag og debat med Jesper Theilgaard efterfulgt af fællesspisning

klima 'Klima: Nu skal vi gå i panik - og gøre noget!' Sådan lyder overskriften på den grønne guide, Tommy Dals, omtale af et arrangement 28. august på Allerød Bibliotek med meteorolog Jesper Theilgaard.

Allerød Bibliotek og Den Grønne Guide har inviteret Jesper Theilgaard til at fortælle om de klimaændringer, der påvirker vores jord i øjeblikket.

'Indtil for nylig troede vi, at klimakampen handlede om årlige møder mellem landene i FN, om tovtrækkerier og om nationale energiaftaler, om kommunernes CO2-mål og virksomhedernes bæredygtighed. Men da en svensk skolepige satte sig foran riksdagsbygningen sidste år i Stockholm med et papskilt og erklærede klimastrejke, kom det meget nærmere til os alle,' hedder det i omtalen, der fortsætter:

'Klimaforandringerne er en realitet. Vi kan ikke stoppe dem fuldstændig, men vi kan i fællesskab gøre en indsats for at bremse dem.'

'Hvad er det, der ligger bag disse forandringer, vi ser, og ikke mindst hvad er risikoen for fremtiden - for vores børn og børnebørn? Foredraget giver et letforståeligt indblik i den komplicerede debat om klimaets tilstand - og indeholder også en fortælling om de muligheder, forandringerne giver.'

Foredraget og debatten med Jesper Theilgaard starter kl. 17.30. Arrangementet er en del af 'Debat og mad' og omfatter også fællesspisning. Prisen for både foredrag og mad er 150 kroner, og maden vil være økologisk og klimavenlig, påpeger Tommy Dal.

Billetter købes på Allerød Biblioteks hjemmeside. Billetsalget lukker 19. august af hensyn til bestilling af mad.

mik.

Publiceret 10 August 2019 10:15