Jonas Præst Nielsen står bag historie, indlæsning, baggrundsstemmer og musik i lydbogen 'Kaptajn Sjusk - Begyndelsen'. Pressefoto

Jonas Præst Nielsen står bag historie, indlæsning, baggrundsstemmer og musik i lydbogen 'Kaptajn Sjusk - Begyndelsen'. Pressefoto

Fra X-Factor til forfatter af børnebøger

Jonas Præst Nielsen fra Allerød har udgivet 'Kaptajn Sjusk - Begyndelsen'

Af
Michael Braunstein

udgivelse I 2013 medvirkede Allerød-drengen Jonas Præst Nielsen i X-Factor. Det blev til i tre liveshows, inden han måtte sige farvel til tv-programmet. I dag er Jonas Præst Nielsen folkeskolelærer og arbejder på Lillevang Skole, som musik- og støttelærer, og så er han blevet forfatter.

'Kaptajn Sjusk - Begyndelsen' af Jonas Præst Nielsen er netop udkommet som lydbog, ligesom bogen udkommer på eReolen. Jonas Præst Nielsen står bag historie, indlæsning, baggrundsstemmer og musik i lydbogen.

Kaptajn Sjusk er historien om 12-årige Palle Olsen, der bor i Svendborg med sine ret så kedelige forældre. I familiens haveskur bor Palles skøre bedstefar, der for det meste af tiden holder sig for sig selv. Det kommer dog til at ændre sig, da bedstefaren forærer Palle et skib i fødselsdagsgave. Eller rettere sagt brædderne og træet til at bygge det.

Modvilligt går Palles mor og far med til, at Palle og bedstefar bygger skibet i haven. De regner med, at Palle hurtigt vil give op på det store projekt, og at han hurtigt vil miste interessen. Men dér tager de grueligt fejl ...

Den 37-årige forfatter har i sit arbejde med børn i henholdsvis børnehave og folkeskole udviklet historien om Kaptajn Sjusk. Udviklingen er foregået igennem regelmæssige improviserede fortællinger for børnene om den unge Palle Olsen, hans bedstefar og adskillige andre finurlige karakterer, der løbende er kommet til.

De små har i processen været en del af fortællingerne med deres kommentarer, spørgsmål, deres tegninger og idéer, og over en periode på godt og vel 10 år har historien været i konstant forandring. Over 200 lydoptagelser af disse improviserede fortællesessions med børnepublikum har dannet grobund for en planlagt serie af lydbøger og bøger.

Også på Lillevang Skole har historien om Kaptajn Sjusk levet i bedste velgående i en indskolingsklasse. Der er blevet fortalt improviserede historier om kaptajnen i spisepauserne, og også her har børnene med deres kommentarer, spørgsmål og tegninger været med til at skabe grobund for den lydbog, der nu er udgivet.

Publiceret 11 August 2019 10:45