Antallet af kræmmere vil slå alle rekorder på Lynge Byfest i år.

Antallet af kræmmere vil slå alle rekorder på Lynge Byfest i år.

Jubilerende Lynge Byfest sætter rekord: Flere kræmmere end nogensinde

Stort program rammer festpladsen fra 23.-25. august

Af
Michael Braunstein

byfest Lynge Byfest har 20 års jubilæum i år, og der venter en kæmpestor fest over tre dage - fra 23.-25. august - med mange flere kræmmere end nogensinde før og med en bred vifte af oplevelser og underholdning for alle.

"Vi kommer til at sætte kræmmer-rekord i år. Vi har på nuværende tidspunkt afsat 128 stadepladser, sidste år var der 30, og den tidligere rekord lød på 68 stadepladser," sagde formanden for Foreningen Lynge Byfest, Jørgen Johansen, på pressemødet 8. august for kulturugen Allerød på X og Tværs.

"Vi er det eneste marked i Nordsjælland på det her tidspunkt, og jeg kan kun opfordre alle til at komme og feste med. Vi glæder os - og både håber og tror på godt vejr," sagde Jørgen Johansen.

Cirkus og optog

Fredag indledes med gratis tivoli for kommunens institutioner, og senere på dagen kan man blandt andet opleve Cirkus Baldoni, 'Stop1Halv', 'Maria and the Pervs' og 'The Powls'.

Lørdagen byder på en markering af byfestens jubilæum i form af et optog, der går fra Lyngehøjcentret til markedspladsen.

Jubilæumsoptoget starter klokken 9.30, og forrest i optoget går musikanter fra Livgardens Tamburkorps. I selve optoget er det tanken, at der skal gå så mange som muligt af de personer, der gennem tiden er udnævnt til 'Årets Lynge-borger'.

"Vi ser også gerne, at alle de Lynge-borgere, der har lyst, går med - vi håber på et stort antal," siger Jørgen Johansen.

Når Allerøds borgmester, Karsten Längerich, har åbnet byfesten kl. 10.15, er næste punkt på programmet netop kåringen af Årets Lynge-borger.

Lynge Byfest byder traditionen tro på masser af aktiviteter for børn.

Lynge Byfest byder traditionen tro på masser af aktiviteter for børn.

Sildebord og pælesidning

I løbet af lørdagen vil der blandt meget andet også være morgenbrød, brassband, sildebord, ponyridning og den traditionsrige lokalpolitiske debat.

Der er også arrangeret pælesidning, hvor der kan vindes en flot rejsepræmie.

Mercedes-klubben, veteranbiler og forskellige bands fra Allerød Musikskole står ligeledes på lørdagens program. Det samme gør en konkurrence mellem hold med Lynge-borgere, politikere og erhvervsfolk, hvor der skal dystes i ringridning på havetraktor, tovtrækning og trillebør-ræs.

På den musikalske front byder lørdagen på kvinderockbandet 'Ruth to Hell' og 'Hvide Løgne'.

Løb og gospel

Søndagen rummer blandt andet Handelsbankløbet, gospelgudstjeneste, lotteri og underholdning ved 'Western Times' og 'Stop1Halv' samt et børnekor.

Der foregår meget mere på festpladsen, end det er muligt at få med her.

Og som Jørgen Johansen udtrykker det:

"Vi kommer med en økonomisk sund byfest, der har til hensigt at give overskud til Vennerne og Lions. Det er en fest for hele kommunen, selvom der nok kommer flest fra Lynge - men det kan jo være, at dét ændrer sig denne gang, hvor 'Stafet For Livet' ikke foregår samtidig, og hvor byfesten er afslutningen på Allerød på X og Tværs. Vi håber i hvert fald, at alle vil tage til Lynge og feste med."

Det musikalske program er igen i år stort og varieret på festpladsen ved Uggeløse Bygade.

Det musikalske program er igen i år stort og varieret på festpladsen ved Uggeløse Bygade.

Publiceret 13 August 2019 05:30