Blovstrød Børnehus maler ”Træet, dyrene og os” af Hanne Kvist. Pressefoto

Blovstrød Børnehus maler ”Træet, dyrene og os” af Hanne Kvist. Pressefoto

Bogbænke sætter kulør på naturen

Under overskriften ’Tæt på naturen’ har børn fra daginstitutioner dekoreret ti bogbænke med udgangspunkt i en række børnebøger. Bænkene kan ses fra begyndelsen af september

Kreativitet Allerød Bibliotek emmede af litteratur og billedkunst i børnehøjde, da en række børn og pædagoger fra kommunens børnehaver i den forgangne uge besøgte biblioteket for at vække ti bogbænke til live, skriver Allerød Kommune i en pressemeddelelse.

Forud for deres besøg på biblioteket havde børnehaverne arbejdet med hver deres børnebog og tegnet og malet med inspiration fra bogen. Opgaven var nu at få børnenes tegninger og ideer overført til bogbænkenes store tredimensionelle lærreder, og til det fik de hjælp af billedkunstner Christina Hamre, der foruden sin egen kunst blandt andet underviser i børneværkstedet på Statens Museum for Kunst.

"Udgangspunktet var børnenes medbragte tegninger, men der var selvfølgelig også plads til improvisation, som det hører sig til, når man laver kunst, og det var ubetinget børnene, der førte penslen, og deres oplevelser og fortolkninger, der bestemte retningen. Det er der kommet ti meget forskellige kunstværker ud af, som på hver sin måde giver et farverigt blik ind i børnenes univers med skønne detaljer, der kan få de fleste til at trække på smilebåndet," skriver Allerød Kommune i pressemeddelelsen.

Projektet er en del af Allerød Bibliotekers læsefestival ’Allerød Læser’, der finder sted 9. til 15. september og byder på en bred vifte af oplevelser for nye og erfarne læsere i alle aldre. Med bogbænkeprojektet ønsker biblioteket at give børnene mulighed for at opleve og arbejde med litteraturen på en ny og anderledes måde og sammen skabe en kunstnerisk fortolkning af historierne.

Indvielse af bogbænkene

I Lillerød bymidte udstilles otte bænke dekoreret af børn fra Ørnevang børnehus, Børnehuset firkløveret, Ravnsholtklyngen, Lillerød børnehus, Blovstrød børnehus, Skovvang børnehus og Blommehaven.

Bænkene indvies fredag 6. september klokken 16 på Øen i bymidten, hvor der vil være lidt at spise og drikke til de fremmødte børn samt mulighed for en tur rundt mellem bænkene med tivolitoget Futte.

I Lynge udstilles to bænke dekoreret af børn fra Børnehuset Molevitten. De to bænke indvies tirsdag 10. september klokken 16 ved Lyngehus Plejecenter, og også her vil der være lidt at spise og drikke til børnene.

Børnehuset Molevitten maler ”Hvordan fanger man en stjerne?” af Oliver Jeffers. Pressefoto

Børnehuset Molevitten maler ”Hvordan fanger man en stjerne?” af Oliver Jeffers. Pressefoto

Publiceret 20 August 2019 13:34