Hos Allerød Bio er der særarrangement med højtlæsning og film onsdag 11. september.

Hos Allerød Bio er der særarrangement med højtlæsning og film onsdag 11. september.

Læsefestival: Biblioteket indtager Lillerød

Pop-up-højtlæsninger hos Skjold Burne, Allerød Bio og Farumhus

læsefestival Allerød Bibliotek indtager Lillerød med pop-up-højtlæsninger i forbindelse med bibliotekets store læsefestival 'Allerød Læser'.

Bibliotekets litteraturformidlere besøger butikker i bymidten med en række små events. Man kan kigge forbi til 'afternoon tea' med Doris Lessing, højtlæsning af Helle Helle og kaffe hos Skjold Burne samt 'Ser du månen Daniel?' i Allerød Bio.

Højtlæsning med kaffe

Mandag 9. september kl. 15.30-16.30 hos Skjold Burne er der højtlæsning. Indehaver Claus Østberg byder på smagsprøver af det store udvalg af kaffe og chokolade fra butikken, og Trine Møller fra Allerød Bibliotek vil læse højt af Helle Helle.

Gratis billetter hentes på www.bibliotek.alleroed.dk.

'Ser du månen Daniel?'

Allerød Bio og Allerød Bibliotek inviterer til særarrangement med højtlæsning onsdag 11. september kl. 18.45 i foyeren i Allerød Bio.

Dramaet 'Ser du månen, Daniel?' er en filmatisering af Puk Damsgaards roman om den danske journalist, Daniel Rye, der sidder 13 måneder som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat. Inden filmen for sidste gang løber over lærredet i Allerød Bio, giver litteraturformidlerne Maria og Lærke en introduktion til fortællingen og læser udvalgte passager højt fra bogen bag filmen – selvfølgelig uden at afsløre for meget.

Biografen byder på en kop kaffe eller et glas rødvin i forbindelse med arrangementet.

Tilmelding: Billetter købes via www.allerodbio.dk.

Afternoon tea med Doris Lessing

Doris Lessing er en af det tyvende århundredes store fortællere, hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2007. Hendes romaner 'Græsset synger' og 'Den gyldne bog' har nået den sjældne variant af klassikerstatus.

'Kom til pop-up højtlæsning og hør novellen 'Spurve', som er en fin historie om det nære – familien – som skildres med stor følsomhed, lyder opfordringen.

Der bydes på højtlæsning, the, scones, kaffe og kage hos Farumhus torsdag 12. september fra kl. 15-16. Arrangementet kræver ingen tilmelding, man møder bare op og nyder lidt mundgodt, mens man hører en god historie - priserne for det drikkelige og spiselige kan man få oplyst hos Farumhus.

mik.

Publiceret 24 August 2019 11:15