Direktør i Kvickly Allerød, Ole Bigler, og Bestyrelsesformanden for Svarta Fåret, John Jensen, ved de Projekt Newland-garner, der sælges i Kvickly til fordel for hjælpeprojektet i Afrika.
Direktør i Kvickly Allerød, Ole Bigler, og Bestyrelsesformanden for Svarta Fåret, John Jensen, ved de Projekt Newland-garner, der sælges i Kvickly til fordel for hjælpeprojektet i Afrika.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kvickly støtter projekt for børn i Afrika

Det handler om stærke ønsker om at gøre en forskel - og om garn

Kvickly Allerød har besluttet at støtte et projekt, der har til hensigt at give børn i Afrika en uddannelse og en sund fremtid. Bag projektet - der hedder Projekt Newland - står virksomheden Svarta Fåret.

“Vi vil virkelig gerne være med til at gøre en forskel for nogle af dem i verden, der har det allersværest. Men når man virkelig vil gøre en forskel, så skal der mere til end bare penge – man skal tage et personligt ansvar,” siger direktør i Kvickly Allerød, Ole Bigler.

Man kan bidrage til projektet via køb af de specialudviklede Projekt Newland-garner, som sælges i Kvickly Allerød fra september måned. For hver nøgle kunderne køber, går der 3 kr. direkte til projektet.

At gøre en forskel

Bestyrelsesformanden for Svarta Fåret hedder John Jensen. Han vil også være kendt som medlem af Allerød Byråd for Nye Borgerlige og formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

John Jensen er med i familievirksomheden Merklin i Allerød og altså i svenske Svarta Fåret - begge virksomheder beskæftiger sig med garn.

“Jeg har i nogle år tænkt over, hvordan vi kunne gøre en forskel og være med til at ændre noget i verden. Vi har ledt efter et projekt, vi kunne støtte, og det endte med, at vi besluttede at sætte vores eget projekt i søen, i byen Newland i Tanzania,” siger John Jensen.

LÆS OGSÅ: Et godt år for Kvickly Allerød

Projekt Newland er i gang med sit første år og har som målsætning at sikre omkring 100 børn skolegang - op til 9. klasse - og en tryg hverdag, der sikrer behandling af sygdomme og ikke mindst, at alle børnene får et sundt måltid hver dag.

I første omgang omfatter projektet 20 børn i henholdsvis børnehave og 1. klasse, men snart starter yderligere 10 børn i projektet.

“At tage ansvar betyder for mig, at man involverer sig personligt og sikrer nærhed til det eller de projekter, man vælger at støtte. Dette har jeg gjort ved at starte et direkte samarbejde op med lederen på børnehjemmet i Newland. I fællesskab har vi kontaktet de dårligst stillede familier i byen og givet dem en helt speciel mulighed. Jeg har selv personligt været til stede og betalt kontant til og for skolerne, børnenes sundhedsforsikring, børnenes skoleuniformer og ikke mindst samtlige nødvendige skoleredskaber. Det er virkelig overraskende og tankevækkende, hvor meget forskel man kan gøre for pengene, når man tager et personligt ansvar og involverer sig direkte via sit eget projekt,” siger John Jensen.

En unik mulighed

Kvickly-direktør Ole Bigler supplerer:

“Vi ønsker alle at kunne gøre en forskel og hjælpe så meget som muligt. Via Svarta Fårets Projekt Newland har mine kunder og jeg personligt fået en unik mulighed for at støtte massivt op omkring en flok børn, som ellers så ud til at gå en usikker fremtid i møde.”

Strikkeelskere bidrager automatisk til projektet, når de køber de specielt udviklede Projekt Newland-garner, som sælges i 350 udvalgte garnbutikker i hele Skandinavien. Kvickly Allerød er den eneste Kvickly i Danmark, der sælger garn til fordel for hjælpeprojektet.

Nogle af pengene fra Kvickly Allerød går specielt til indretning af et bibliotek, der skal bruges efter skoletid, og hvor der skal undervises i engelsk og it, oplyser John Jensen.

Få mere at vide: svartafaretnewland.se/da

Publiceret: 08. September 2017 09:36

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere