DEBAT:

Sommertanker om valgfrihed

Af Venstres byrådsgruppe Olav B. Christensen, Birgitte A. Rasmussen og Lone Hansen

Allerøds økonomi tillader desværre ikke de store armbevægelser på vores velfærdsområder. I den situation virker det besynderligt, hvis man ikke tager imod borgernes idéer og virkelyst med kyshånd. Det er derfor, at vi i Venstre hilser en række forældres initiativ om at skabe en privatskole velkommen. En privatskole vil nemlig give os alle flere valgmuligheder. Og valgfrihed er lig med velfærd.

Valgfrihed skaber trivsel. Fordi vi giver eleverne mulighed for at vælge en skole, hvor de trives. Og dermed vælge en skole fra, hvor de mistrives. Det ligger der ingen kritik i, blot det faktum, at kulturen er forskellig, og at vi ikke passer lige godt ind i alle kulturer.

Valgfrihed skaber kvalitet. Fordi øget konkurrence mellem skolerne øger kvaliteten af det, som der konkurreres om. Det kan være konkurrence på faglighed, på trivsel, på pædagogisk tilgang, på motion eller på kreativitet.

Valgfrihed skaber fællesskaber. I dag er skolernes fællesskab baseret på geografi. En privatskole i Allerød vil skabe et nyt frivilligt fællesskab på tværs af geografi, baseret på andre værdier.

Valgfrihed skaber engagement. Det er nemmere at engagere sig i noget, man har tilvalgt frem for i noget, man er blevet tildelt. Med en privatskole vil der være flere forældre og elever, der tilvælger deres skole fremfor at få den tildelt. Det gælder også dem, der vælger folkeskolen.

Endelig skaber valgfrihed mangfoldighed. En privatskole vil give Allerød en vare mere på hylden, når fremtidens borgere skal vælge, hvor de vil bo. Og det er fremtidens borgere, der afgør, om Allerød har en fremtid som selvstændig kommune. Så der er mange gode grunde til at lade initiativlyst og det frie valg blomstre i Allerød.

Publiceret 24 June 2015 10:08