DEBAT:

Hvad mener resten af Konservative?

Carsten Rasmussen, kandidat for Venstre

Jeg blev oprigtig glad, da jeg så, at Faruk Kilic på vegne af Konservative meddelte, at brugerbetalingen for børnepasning med budgettet for 2019 skulle sættes ned til 2.500 kr./md. for en vuggestueplads inkl. madordning. Jeg blev glad for, at Konservative tilsyneladende havde ændret holdning, men så gjorde andre konservative kandidater opmærksom på, at det skam kun var Faruks forslag – ikke de Konservatives ...
Man kan åbenbart ikke tage den konservative formands løfte som udtryk for konservativ politik.
Nu troede jeg lige, at de Konservative faktisk mente, at brugerbetalingen skulle ned, ligesom Venstre har foreslået. Godt nok er Faruks forslag til finansiering lige luftigt nok til, at forslaget kan gennemføres 1:1 i den kommende valgperiode, men retningen er rigtig! Jeg håber derfor også at have Faruk som allieret, når resten af Konservative skal overbevises om, at brugerbetalingen på børnepasning i Allerød er for høj.
Spørgsmålet er så, hvad vil Konservative egentlig? Går de til valg på et forslag i den rigtige retning finansieret af fugle på taget eller vil de fortsætte den nuværende linje med stigende brugerbetaling? Det mangler vi desværre stadig et klart og entydigt svar på.
Det er imidlertid sikkert, at Venstre mener, at brugerbetalingen for børnepasning i Allerød er for høj. Hvis du mener det samme, skal du stemme på Venstre 21. november.

Publiceret 13 November 2017 10:00

SENESTE TV