Martin H. Wolffbrandt.

Det konservative byrådsmedlem Martin H. Wolffbrandt mener, at borgmester Karsten Längerich (V) tager æren for nogle forbedringer i kernevelfærden, som Konservative står bag. Arkivfoto

DEBAT: "Uvidenhed eller vildledning?"

Martin H. Wolffbrandt, Medlem af Allerød Byråd, Skovmarken 12, Blovstrød

For et år siden (før valget) sagde Venstres spidskandidat Karsten Längerich i en valg-video: ”Hvad er det der er galt i Allerød? Vi har nogen af landets højeste skatteindtægter. Vi har landets laveste arbejdsløshed. Vi har få sociale problemer. Vi betaler en halv procent mere i skat, end man gør i tilsvarende kommuner … der skal gå 28 elever i de nye 0. klasser, forældrebetalingen i vuggestuer er tårnhøj uden at normeringerne følger med og de ældre kan kun få gjort rent hver 3. uge. Det er bare ikke godt nok!”.

Lángerich (som er valgt til borgmester i denne valgperiode) har ikke i budgettet 2019 foreslået forbedringer i form af bedre normeringer, flere penge til rengøring hos de ældre og skattelettelser som Längerich antydede der var behov for.

Man behøver kun have begrænset indsigt i kommunal økonomi for at vide kommunernes økonomi er så stramt styret at Längerichs billede ikke var realistisk. Derfor spurgte jeg ved byrådets 2. behandling af budgettet om:1) Venstres spidskandidat for et år siden (hvor han ikke var valgt til byrådet) havde så ringe indsigt i kommunal økonomi at han troede problemerne kunne løses nemt ved at være ”smartere” eller 2) Längerich og Venstre med gustent overlæg og mod bedre vidende fortalte Allerøds borgere at hvis bare vi var ”smartere” ventede der ”guld og grønne skove” forude i form af høj service og lav skat.

Alting peger på, vi er i mulighed 2). Jeg fik ikke på byrådsmødet svar på mit spørgsmål. Jeg fik nogle ord om kernevelfærd, og at byrådet har vedtaget en forbedring på 10 mio. kr. Dette skete i sidste byrådsperiode (efter forslag fra konservative) så det er ikke fair, at borgmesteren forsøger at tage æren for denne forbedring. Allerøds borgerne fortjener et klart svar: Var valgvideoen udtryk for uvidenhed eller var den vildledning?

Publiceret 15 October 2018 06:00

SENESTE TV