Temafoto.

Temafoto.

DEBAT: Genbrug i Allerød

Jette Sommer, Elmevej 1, Blovstrød

Det er ikke en ny problematik, men da der ikke sker noget på området vil jeg godt komme med endnu en opfordring til kommunen. Vi flyttede hertil fra Slagelse kommune i foråret og undrede os over, at Allerød var så dårligt kørende med genbrug i forhold til Slagelse – fordommene ville ellers sige at det stik modsatte var tilfældet.

Jeg savner, at der ved de større supermarkeder som f.eks. ved Netto i Blovstrød, Kvickly i Lillerød centrum og Meny i Lillerød Vest er opstillet flaske-, avis- og papcontainere. Når man skal ud for at handle tager man lige disse ting med i stedet for at skulle helt til Vassingerød Genbrugsstation eller vente på spejderne.

Og så er der den private affaldssortering; vi har allerede en container til grønt affald, men den er droppet af kommunen. For at vende tilbage til Slagelse kommune, blev affaldet hentet i en dobbeltkamret skraldebil som i øvrigt blev tømt via en vippeanordning, så skraldemanden ikke skulle slæbe rundt på papirsække. Jeg har hørt at man i kommunen arbejder med en meget gennemgribende ordning, som også omfatter flasker, aviser og pap. For at gøre det hele lidt simplere og bedre arbejdsmiljømæssigt skal jeg opfordre kommunen til at indføre ovenstående ordning.

Publiceret 26 October 2018 14:33

SENESTE TV