DEBAT: Det er ingen skam at snu – når bare man gør det i tide! (del 1)

Peter B. Larsen, Bøgealle, Allerød

1. del af åbent brev til budgetforligsparterne i Allerød Byråd!

Overskriften er det gamle norske visdomsord, om den situation hvor en planlagt fjelltur, undervejs må ændres af deltagerne, så man vender om og går tilbage til udgangspunktet (man snu’er). Fordi det er blevet for farligt og dumt at fortsætte mod det planlagte mål. F.eks. fordi vejret har ændret sig uforudset eller er blevet ugunstigt. Det vil ganske enkelt være for dumstædigt at fortsætte, selv om man har sat sig et fælles mål!

Hvis bare denne fornuftige “fjellvett”-regel kunne finde plads i - og anvendelse hos – alle jer 20 byrådsmedlemmer bag budgetforliget. Ved skæbnens ugunst er “bygningskomprimeringen” af “Fru Lunds hus” kommet med i forligsteksten, der jo handler om så meget andet vigtigt for Allerød Kommune. Og trods masser (læs masser) af gode argumenter for, at I IKKE skal holde fast i jeres næsten musketeragtige ed om ikke at åbne “forliget/aftalen” på dette lille punkt, så gør I det.

Forståeligt nok, så ser I nok alle denne lille sag som lakmusprøven på, om I kan samarbejde og indgå aftaler i fremtiden. Men for pokker da, spar dog denne vigtige prøve til noget større og vigtigere i bade økonomisk og ideologisk forstand. Der skal nok komme noget I den nærmeste fremtid. Tro mig!

Jeg kender de fleste af jer, mere eller mindre, og på to-mandshånd er der hos hver af jer jo god og stor vilje og masser af velmenende ønsker om både at fastholde samt forbedre Allerød til et alletiders sted at bo og leve. For alle generationer og for folk med alle slags personlige forudsætninger. (Se fortsættelse i del 2).

Publiceret 22 November 2018 00:00

SENESTE TV