Hans Andersen.

Hans Andersen.

DEBAT: Hårdere kurs mod organiseret butikstyveri

Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre, valgt i Nordsjællands Storkreds

Alt for mange butiksejere oplever at blive udsat for butikstyveri – og mange på daglig basis. Ofte vender de samme langfingrede typer tilbage igen og igen, fordi der ganske enkelt ikke bliver gjort nok, når tyveriet bliver anmeldt. Det er ikke i orden. Det skal vi simpelthen sætte hårdere ind over for.

For butiksejere oplever, at antallet af butikstyverier er eksploderet. Det gælder også i Nordsjælland, at vi ser problemer med organiseret tyveri. Og her taler vi altså ikke en Marsbar i tasken eller en lakridsstang i lommen. Vi taler organiserede tyvebander, som fylder hele sportstasker med varer. Og som slipper alt, alt for billigt fra ugerningerne – når købmanden altså har haft held til at få politiet på sagen, vel at mærke. For det er desværre ikke en selvfølge.

Derfor sætter regeringen nu ind med syv initiativer, der skal styrke indsatsen mod butikstyveri. Først og fremmest skal butikstyve straffes hårdere. For når man stjæler eksempelvis dagligvarer for et anseeligt beløb, så skal bødestraffen også være derefter. Vi sætter også skarp fokus på udenlandske tyvebander, som alt for mange butiksejere desværre stifter bekendtskab med.

Står det til Venstre og regeringen, så skal Rigspolitiet oprette en ny enhed, der efterforsker omrejsende tyvebander fra udlandet. Og når banditterne fanges, skal vi være hurtigere til at få dem udvist. Endelig skal vi i langt højere grad sikre erstatning for de stjålne varer, så den lokale købmand ikke må dreje nøglen om, når varehylden bliver tømt. I dag får mange butiksejere nemlig ingen erstatning, fordi tyven ikke kan betale tilbage. Derfor foreslår vi, at man skal kunne trække tyven i løn i erstatningssager – det er kun rimeligt.

Butikstyveri er et stigende problem, som butiksejere desværre føler sig magtesløse over for. Det er ikke i orden, og derfor sætter regeringen nu ind.

Publiceret 22 November 2018 00:00

SENESTE TV