DEBAT: Selvhjulpne eller klienter?

Bille Thøgersen, Elmevej 18

En ældre kvinde i vor vennekreds pådrog sig for 3 år siden et kompliceret benbrud. At genvinde sin førlighed har været en lang og sej kamp og syntes ophørt med langsom og usikker gang med krykstok som permanent endestation. Ret pludseligt havde hun imidlertid smidt både krykstok og nogle af de kilo, som hendes tvungne inaktivitet havde forårsaget. Mirakelmidlet: Intens vandtræning i varmtvandsbassin!

Vedkommende er naturligvis stjernelykkelig, og det kan hendes hjemkommune, og det er jo ikke Allerød, også være. Nu er eventuelle yderligere inaktivitetsskader hindret og muligt behov for hjemmehjælp m.m. udsat i lang tid. Kort sagt, der er ikke udsigt til, at hun bliver klient inden for en overskuelig fremtid.

I Allerød har Byrådets venstrefløj aktivt modarbejdet opførelse af et varmtvandsbassin, som gennem brugerbetaling ville kunne hvile i sig selv. Deres argument: Vi vil hellere bruge pengene på kernevelfærd! Det samme gælder den kommende tennishal, hvis drift bliver 100% brugerbetalt. Man må spørge sig selv, om forebyggelse og helbredelse, som disse to institutioner repræsenterer, ikke også er kernevelfærd og oven i købet rettidig omhu, der vil spare Kommunen mange penge de kommende år.

Man må konkludere, at venstrefløjens modstand enten bunder i dumhed eller bevidst spekulation i, at klientgørelse af borgerne vil give den flere stemmer.Det samme gælder mordet på Billedskolen, som bl.a. rummer sårbare børn, som dér får mulighed for at skabe noget med deres hænder, udvikle deres hjerne og få mere selvtillid.

Man kunne også blandt mange andre ting nævne skytteforeningers indsats over for såkaldte ADHD-børn, hvor disse lærer koncentration og disciplineret opførsel.

Venstrefløjens definition af kernevelfærd er ufuldstændig og sandsynligvis hyklerisk.

Publiceret 22 November 2018 00:00

SENESTE TV