Foto: Michael Braunstein

Foto: Michael Braunstein

DEBAT: Fru Lunds Hus

På Farvegladebestyrelsens vegne Jette Bøving og Robert Arp

Farvegladerne har i samråd med Kultur-og Fritidsforvaltningen haft brugstilladelse til at benytte Fru Lunds Hus, sammen med Billedskolen, siden sommeren 2011.

Det har været til stor glæde for brugerne, da lokalerne er fantastisk egnet til at male i, med lysindfald og god belysning i loftet.

Vi har naturligvis fulgt med i og deltaget i den debat, der har været omkring huset, gennem Allerød Nyt, men er på ingen måde blevet inddraget i debatten af hverken forvaltning, Byråd, Karsten Längerich eller Kultur-og Fritidsudvalget.

Farvegladerne er IKKE blevet kontaktet vedr. tømning af huset, og vi har heller ikke fået tildelt noget nyt værksted til vores aktivitet. Derfor var vi meget overraskede over at både inventar og køkken er fuldstændig fjernet, da vi var der den 8.01.2019.

Vi har erfaret via Allerød Nyt, at Karsten Längerich har udtalt, at alle foreninger får tildelt lokale til deres aktivitet i Allerød Kommune – så hvad bliver vi tilbudt?

I øvrigt er vi forargede over den beslutning, Byrådet har taget hen over hovedet på de borgere og deres interesser, som Byrådet skal varetage. På trods af utallige opfordringer fra borgerne til bevaring og fantastiske tilbud om borgermedindflydeldelse, der i dette tilfælde tilmed kunne være en fordel for kommunen. Desuden har nogle af os gang på gang været inviteret til møde om, hvor vigtig borgernes mening er om det fremtidige Allerød. Det nytter jo ikke meget, når man i bund og grund ikke ønsker at opfylde borgernes ønsker.

Huset skal sælges! Hvem vil mon købe det hus? Næh, Byråd, I er gennemskuede, I gør som I plejer, lader det ligge og forfalde og SÅ rive det ned. Det er set før og er sikkert også agendaen nu. Husk lige at Fru Lunds Hus er blevet erklæret bevaringsværdigt.

Vi håber bestemt, at beslutningen gøres om og huset atter indrettes til et godt værksted. Hvis det ikke sker, ønsker vi at vide, hvor vi så skal have vores værksted, med lige så gode vilkår.

Publiceret 11 January 2019 16:15