Venstre foreslår nu, at det kommunale tilskud bør følge det enkelte barn og ikke være betinget af skolevalg. Foto: Mads Claus Rasmussen/

Venstre foreslår nu, at det kommunale tilskud bør følge det enkelte barn og ikke være betinget af skolevalg. Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

DEBAT: Allerød Venstre støtter ikke forskelsbehandling"

Lone Hansen (V), byrådsmedlem, Frederiksborgvej 4, 3450 Allerød

debat Allerød Kommune har de sidste mange år ydet tilskud til skolernes mini-sfo.

Formålene er mange - blandt andet at kommende skolebørn får tid til at lære skolen at kende. Børnene har desuden mulighed for at danne relationer på tværs af børnegruppen inden skolestart og ikke mindst tiden i mini-sfo give skolens medarbejdere mulighed for at sammensætte klasserne på bedste vis før skolestart.

Hensigten i Allerød Kommune er, at det kommunale tilskud følger barnet. Selv når et barn passes i eget hjem. Det er hovedreglen i dag, men der er én enkelt undtagelse: Hvis et barn skal starte på Allerød Privatskole og dennes mini-SFO følger tilskuddet ikke med barnet.

Allerød Venstre støtter ikke den forskelsbehandling. Vi har derfor foreslået, at tilskuddet bør følge det enkelte barn og ikke være betinget af skolevalg. Vi mener, at alle børn fortjener den bedste skolestart.

Venstre ønsker den bedste skolestart for alle børn, og derfor ønsker vi også mini-sfo på alle skoler i kommunen. Mini-sfo styrker brobygningen mellem dagtilbud og skolerne og skaber grundlag for, at vi kan få dannet harmoniske og balancerede klasser med en høj trivsel – og dermed også bedre indlæring.

Vi ønsker også at tage alle værktøjer i brug for at afhjælpe de massive ventelister, der i dag er til kommunens dagtilbud. Jo før, vi kan ruste de store børnehavebørn til en god skolegang via mini-sfo, desto hurtigere kan vi tilbyde pladser til kommunes mindste, der i dag utålmodigt venter plads i dagtilbud.

Allerød Venstre vil sikre, at tilskuddet følger barnet – og håber at et flertal i byrådet er enige. Fokus bør og skal være på barnets tarv - og ikke valg af skole.

Publiceret 23 January 2019 15:00