Anne Mette Vestergaard.

Anne Mette Vestergaard.

DEBAT: 100 dage før EU-valget: Allerød nummer et i Danmark

Anne Mette Vestergaard, chef for Europa-Parlamentets kontor i Danmark

Den 15. februar er der præcis 100 dage til Europa-Parlamentsvalget søndag den 26. maj, hvor også Allerøds borgere skal forbi stemmeboksene.

Ved sidste EU-valg i 2014 stemte 69,42 % i Allerød Kommune. Det er langt flere end de 56,3 %, der stemte på landsplan. Jeg håber dog, at endnu flere vil stemme til forårets EU-valg, så Allerød kan beholde førstepladsen.

Måske er du bekymret for klimaforandringer efter sidste års rekordvarme sommer. Måske vil du gerne have indflydelse på, hvad der lovligt kan tilsættes dine fødevarer.

EU er en politisk kampplads, og du får kun medbestemmelse, hvis du sætter dit kryds.

I Allerød går borgerne meget op i europæisk demokrati. De ligger over både Rudersdal med en stemmeprocent på 68,95 % og Furesø med 68,03 %. Skal de fortsat ligge i front ved valget i maj?

Det er fantastisk, at Allerød engagerer sig så meget! Men det vil være stort, hvis endnu flere vil være med til at bestemme, hvilken retning EU skal gå.

For der er stadig et godt stykke vej til de næsten 90 %, der stemmer ved folketingsvalg.

Måske kender du en, der ikke fik stemt ved sidste EU-valg? Eller en førstegangsvælger?

På hjemmesiden www.dennegangstemmerjeg.eu kan du vise, at du stemmer til valget. Bagefter kan du dele dit personlige link med dem, du kender.

Undersøgelser viser, at det at stemme er en social begivenhed. Hvis du stemmer, øges chancen markant for, at dine kollegaer, dine naboer og din familie også stemmer.

Kan vi skabe en sneboldeffekt, så ender vi med sammen at nå ud til de sofavælgere i Allerød, der har brug for et kærligt spark for at komme hen til stemmeboksen.

Publiceret 06 February 2019 12:06