Jørgen Ekstrøm Jakobsen.

Jørgen Ekstrøm Jakobsen.

DEBAT: Nej til Ring 5 – modstanden vokser

Jørgen Ekstrøm Jakobsen, formand, Nej til Ring 5

I foreningen 'Nej til Ring 5' har vi gennem syv år arbejdet for at forhindre, at et stort motorvejs- og jernbaneprojekt ned gennem Sjælland bliver anlagt.

Men vi er desværre ikke i mål.

Regeringen har tidligere lovet at undersøge, om en indskrænkelse af Transportkorridoren kunne være en mulighed. En sådan indskrænkning vil muligvis forhindre en Ring 5. Måske, måske ikke.

Kun ved at indskrænke den så meget, at der fysisk ikke er plads til motorvej og jernbane er vi i mål.

Men oven i løftet om at undersøge mulighederne for at indsnævre Transportkorridoren, har regeringen nu også besluttet at indlede nærmere undersøgelser vedrørende anlæggelsen af en Ring 5 syd – der vil stække sig fra Sydmotorvejen og op til Frederikssundmotorvejen.

Og nu vågner modstanden blandt borgerne i det sydlige område. De har netop afholdt et borgermøde i Torslunde, hvor der var stor tilslutning. Og de har planlagt flere borgermøder i den nærmeste fremtid. Stemningen er massiv imod flere motorveje i hovedstadsområdet – både i nord og i syd.

Vi fra Nordsjælland har budt dem velkommen i vores forening og vil bakke op al det, vi kan. For vi er imod en Ring 5 i hele Transportkorridoren – både i syd og i nord.

Kampen fortsætter.

Publiceret 11 February 2019 14:38